Så kom den. Igen. Og har ramt Donald Trump lige i smasken. Igen.

Epstein-boomerangen.

For den amerikanske præsident er atter blevet trukket ind det altopslugende univers med de millioner af filer om den afdøde og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det er sagen, som Donald Trump simpelthen ikke kan slippe af med.

»Nu snakker vi om Epstein-filer igen, og der er ikke engang gået en uge af bombardementerne i Iran. Det er på alle måder en lortesag for Trump,« som B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær udtrykker det.

Og det alle nu snakker om er tre nye frigivne filer fra det amerikanske justitsministerium, hvor en unavngiven kvinde beskylder Donald Trump for seksuelt overgreb i 1980erne. Hun var dengang mindreårig. Læs flere detaljer om kvindens anklager HER

Dermed trumfer Donald Trumps forbindelser til Jeffrey Epstein igen en aktuel storpolitisk agenda som USAs og Israels øjeblikkelige angreb mod Iran.

Som det før er sket, når Donald Trump ellers har dundret om at overtage Grønland eller har iværksat en spektakulær operation for at arrestere Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

»Det er, fordi den her sag er så sprængfarlig for den amerikanske præsident, og det siger lidt om, hvor kraftfuld den er – og hvor meget potentiale, der stadig er i den,« konstaterer B.T.s Jeppe Elkjær:

»Det handler i bund og grund om, at Trump ikke holder, hvad han lovede i sine valgløfter. Dermed bliver han en del af den sump, som han har svoret at bekæmpe: Den magtfulde elite, der holder hånden over hinanden, og det er jo kernen og det helt store problem her.«

Donald Trump bliver udsat for nogle voldsomme beskyldninger i de nye filer.
Donald Trump bliver udsat for nogle voldsomme beskyldninger i de nye filer. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

Før han blev præsident sagde Donald Trump således, at han ville frigive alle Epstein-filer, men efterfølgende har han så gjort det modsatte og konstant forhalet det.

Samtidig mener Jeppe Elkjær også, at de pludselige frigivelser af de tre nye filer viser, at selv Donald Trump og det amerikanske justitsministerium i den forbindelse har haft svært ved at modstå det ekstreme pres, der har været mod dem i sagen.

Både fra demokratisk og fra republikansk side.

Nu kan alle så læse om, at Donald Trump ifølge anklagerne skulle have forsøgt at tvinge en ung pige til oralsex og efterfølgende angiveligt skulle have slået hende på siden af hovedet, da hun bed ham.

Det Hvide Hus har dog afvist alt som »komplet grundløse beskyldninger«.

»Men jeg synes, at indholdet er voldsomt, og det vil være voldsomt læsning for folk i USA,« siger udlandsredaktør Jeppe Elkjær:

»Derudover har Trump problemer nok lige nu, hvor han står ekstremt dårligt i meningsmålingerne, og der er kun få måneder til midtvejsvalgene. Her er Epstein-filerne en rigtigt, rigtig dårlig ting af have hængende over hovedet, og nu tager sagen altså en tur til.«

Følge B.T.s liveblog om den storpolitiske scene lige HER.