Først blev de udeladt – men nu er de blevet offentliggjort.
De tre filer fra de såkaldte Epstein-dokumenter, hvori en anonymiseret kvinde beskylder Donald Trump for at have begået seksuelt overgreb mod hende engang i 1980erne, hvor hun var mindreårig.
Og de tre nu offentliggjorte filer er ifølge Politico sammenfatninger af de interview, som FBI i 2019 havde med kvinden om, hvad der skulle være sket.
Heraf fremgår det, at kvinden dengang skulle have været mellem 13 og 15 år.
Det følgende er hendes version af, hvad der skete:
Hun skulle have mødte Donald Trump »i en meget høj bygning med store værelser« i enten New York York eller New Jersey.
Da de blev alene, skulle Donald Trump have sagt: »Lad mig lære dig, hvordan små piger skal opføre sig«.
Han skulle have lynet sine bukser ned og have ført hendes hoved ned mod sit skød.
Her skulle pigen i stedet have bidt voldsomt til.
Og det skulle have fået Donald Trump til at rive hende i håret og slå hende på siden af hovedet. »Få den kælling ud herfra,« skulle han også have sagt.
Her skal det understreges, at ovennævnte udelukkende er kvindens version af hændelserne.
Omvendt har Det Hvide Hus reageret på oplysningerne i de tre filer.
Talspersonen Karoline Leavitt kalder det for »komplet grundløse beskyldninger« og påpeger, at der ikke engang blev gjort noget ved sagen, da Joe Biden, Donald Trumps forgænger, var præsident.
»Fordi de vidste, at præsident Trump ikke gjorde noget forkert. Som vi har sagt et utal af fange, er præsident Trump blevet fuldstændig frikendt ved offentliggørelsen af Epstein-filerne.«
De nu offentliggjorte tre filer vakte opmærksomhed ved deres udeladelse i den seneste store frigivelse af Epstein-dokumenter fra det amerikanske justitsministerium.
Her fremgik det således af en indholdsfortegnelse, at der var fire FBI-dokumenter om sagen. Kun et af dem blev dog lagt frem, uden at der kom nogen forklaring på det.
Nu er de så alligevel blevet offentliggjort. Igen uden nogen forklaring.

