For bare få måneder siden var bevægelsen blot at finde i de yderste afkroge af internettet.

Men på kort tid er den blevet en reel politisk faktor, der får tusinder i gaderne, internettet til at gløde, en plads i den amerikanske kongres og modtager retweets fra USA's præsident.

Måske har du hørt eller set navnet, uden ellers at give det din opmærksomhed eller tid.

Men det bør du.

Der er nemlig tale om konspirationsbevægelsen QAnon, som anslås at have hundredtusindvis – hvis ikke millioner – af følgere på verdensplan.

Facebook og Twitter har i en kamp mod fake news de seneste uger og måneder slået hårdt ned på QAnon-profiler og -grupper, der spreder konspirationsteorierne på de sociale medier.

NBC News beskrev for nylig, at Facebook selv har anslået, at der på det sociale medie findes tusindvis af QAnon-grupper og -sider. Samlet set med millioner af følgere.

Vicepræsident Mike Pence står sammen med et par medlemmer af SWAT i Broward County i Florida. Det Hvide Hus har delt dette billede på sin officielle Twitter-profil
Vicepræsident Mike Pence står sammen med et par medlemmer af SWAT i Broward County i Florida. Det Hvide Hus har delt dette billede på sin officielle Twitter-profil Foto: Det Hvide Hus Twitter
Vis mere

Det er naturligvis svært at sige, hvor mange der blot er med på en kigger, når konspirationsteorierne deles, og hvor mange som tager budskabet bundseriøst.

Men bevægelsen har stor succes – ikke kun online. For omkring en uge siden sikrede Marjorie Taylor Greene sig i delstaten Georgias 14. distrikt Republikanernes nominering til Repræsentanternes Hus.

Marjorie Taylor Greene har åbent sagt, at hun er tilhænger af QAnon-konspirationsteorier. Og hun har hyldet den mystiske person 'Q', som på det yderligtgående chatforum 4chan i 2017 begyndte at offentliggøre de 'fund', som siden er blevet bevægelsens grundpiller.

Og da Marjorie Taylor Greenes nominering er hentet i netop konservative Georgia, menes det så godt som sikkert, at hun er at finde i Repræsentanternes Hus efter valget i november.

Marjorie Taylor Greene er som den første QAnon-tilhænger tæt på at komme ind i Kongressen i USA.
Marjorie Taylor Greene er som den første QAnon-tilhænger tæt på at komme ind i Kongressen i USA. Foto: Marjorie Taylor Greene
Vis mere

Men noget kan tyde på, at det går endnu højere.

Det helt store omdrejningspunkt for QAnon er USA's præsident, Donald Trump.

Kort fortalt mener tilhængere af QAnon, at Trump som præsident i USA arbejder for at bekæmpe et verdensomspændende hemmeligt plot i form af en såkaldt 'deep state', hvor personer som Hillary Clinton, Barack Obama, Oprah Winfrey, Tom Hanks, Georges Soros, Pave Frans og Dalai Lama er pædofile satanister, der plotter for at få ram på den eneste mand, der kan stoppe dem: Netop Donald Trump.

Samtidig er teorien også, at de ovennævnte personer driver en pædofiliring i et pizzeria i Washington D.C. – kendt som 'pizzagate'. Desuden dræber Hillary Clinton og co. hovedsageligt børn for at udvinde et livsforlængende ekstrakt fra ofrenes blod.

En demonstrant holder et QAnon-banner ved et rally i Portland, Oregon, i 2019.
En demonstrant holder et QAnon-banner ved et rally i Portland, Oregon, i 2019. Foto: STEPHANIE KEITH
Vis mere

Og det er bare den mest centrale del af det, QAnon-følgerne tror på.

Eksperter kalder bevægelsen for en slags 'stort telt'-konspirationsteori, hvor en lang række andre konspirationsteorier inkorporeres.

Blandt andet har dele af bevægelsens følgere også taget konspirationsteorier om mordet på JFK og terrorangrebet 11. september 2001 til sig.

Og flere kommer til.

Senest har QAnon-tilhængere taget konspirationsteorier om coronapandemien til sig. En af dem lyder, at Microsoft-skaberen Bill Gates ønsker at bruge vacciner mod corona til at indplante sporingsenheder i dem, der får vaccinen.

Netop på grund af Donald Trumps centrale position holder bevægelsens medlemmer tæt øje med præsidenten.

Det mindste signal tolkes og analyseres.

Nævner Trump eksempelvis tallet 17 – Q er det 17. bogstav i alfabetet – bliver det tolket som et hemmeligt signal til bevægelsen.

Har Donald Trump et pink slips på, mener QAnon-tilhængere, at han signalerer til dem i det skjulte.
Har Donald Trump et pink slips på, mener QAnon-tilhængere, at han signalerer til dem i det skjulte. Foto: JIM WATSON
Vis mere

Ligeledes er det tilfældet, hvis Trump tager et pink slips på. Pink bruges på nogle amerikanske sygehuse som kode for sager om børnekidnapning.

Og har præsidenten et pink slips på, signalerer han – ifølge QAnon-tilhængere – at han er i gang med at befri bortførte børn fra Hillary Clinton, Tom Hanks og resten af gruppen af 'pædofile satanister'.

Selv har Donald Trump ikke ønsket at undsige hverken Marjorie Taylor Greene eller QAnon.

Trump lykønskede endda Marjorie Taylor Greene med sejren i Georgia, da han blev spurgt ind til den opsigtsvækkende sejr. Og Trump har også flere gange retweetet opslag på Twitter fra profiler med tydelig forkærlighed for QAnon.

Torsdag blev præsidenten endda spurgt direkte ind til QAnon ved et pressemøde. Og hans svar har fået stor opmærksomhed.

»Skal det være en dårlig ting,« sagde Trump, da en journalist mindede ham om, at QAnon tror, han bekæmper en global satanistisk pædofiliring.

»Jeg kender ikke meget til bevægelsen, men jeg kan forstå, at de er helt vilde med mig. Det sætter jeg pris på,« sagde Donald Trump ifølge NBC News.

»Jeg kender dem ikke, men jeg har hørt, de vinder frem i popularitet,« uddybede han.

Som det er tilfældet med Taylor Greene, så er der andre eksempler på, at QAnon er gået fra internettets mørkeste afkroge til den virkelige verden.

I august 2018 blev den 51-årige Forrest Clark anholdt, efter han havde startet en voldsom skovbrand i det sydlige Californien. Angiveligt på baggrund af netop QAnon.

Og i juni samme år blev en mand anholdt ved Hoover-dæmningen i sin hjemmelavede, svært pansrede bil, efter han og politiet havde sigtet på hinanden med våben.

Manden bar på tidspunktet et budskab med henvisning til QAnon.

I august 2019 valgte FBI i en intern rapport at advare mod netop QAnon-bevægelsen som en af de største terrortrusler inden for USA's grænser.

Det hele kan lyde absurd og på grænsen til vanvittigt. Men det skal tages gravalvorligt.

Eller som FBI skrev i det interne notat:

»QAnon er uden tvivl ikke længere en lille konspirationsteori, men en ideologi, der har demonstreret sin kapacitet til at radikalisere voldelige individer i en foruroligende fart.«