Fængslinger i massevis og Donald Trumps endelige opgør med den hemmelige magtelite står for døren. Rød oktober er over os, og den perfekte storm er i sigte.

Lyder ovenstående som det rene volapyk, så bør du måske læse videre.

De kommende uger bliver nemlig særdeles afgørende. Ikke bare for det amerikanske valg, men i særdeleshed også for resten af verden – i hvert fald hvis man skal tro tilhængere af den konspiratoriske QAnon-bevægelse.

»De tror, at Donald Trump fik corona med vilje, fordi han så kan træde tilbage og få styr på hele operationen. Nu kan han sætte jagten ind på medlemmer af en såkaldt 'deep state' og sine egne fjender,« fortæller Kasper Grotle Rasmussen.

Han er lektor på Center For Amerikanske Studier på SDU, hvor han blandt andet forsker i konspirationsteorier i USA.

»Og det vil også være forklaringen, hvis han den næste uges tid ikke fører valgkampagne. I stedet sidder han og planlægger sin jagt, og så er det, at de mener, det er en afgørende fase, vi er i,« siger han og tilføjer, at navnet 'Rød oktober' er en reference til den amerikanske film 'Jagten på den røde oktober'.

Skal man tro tilhængere af QAnon-bevægelsen, som Facebook tirsdag har kategoriseret som farlig, så er der en lang række hemmelige koder og beskeder, der indikerer, at Donald Trump har sat jagten ind.

En af de beskeder finder man eksempelvis i det tweet, han sendte ud fredag morgen, med beskeden om, at han var testet positiv.

For kigger man på den sidste del af tweetet, så siger det tilsyneladende en hel del mere, end hvad man lige umiddelbart kan se.

»Donald Trump slutter af med at skrive 'together' med store bogstaver, og det har de taget ud af det tweet og læser det i stedet som 'to get her'. Og med det mener de, at Donald Trump nu vil få anholdt Hillary Clinton.«

Ifølge QAnon-tilhængere leder Hillary Clinton nemlig en satanistisk pædofilring sammen med en håndfuld andre indflydelsesrige mennesker i form af blandt andre Barack Obama, Oprah Winfrey og Tom Hanks.

»Og så vender de faktisk tilbage til deres udgangpunkt, som da bevægelsen så dagens lys for tre år siden. Her var udgangspunktet også, at man nu ville få fat på Hillary Clinton, og der ville således komme orden i gaderne igen,« siger han.

Det er således her, at stormen kommer. For i QAnon-bevægelsen har man i årevis talt om, at stormen er på vej, og når den kommer, vil Donald Trump slå hårdt ned på den såkaldte 'deep state' og den tidligere omtalte satanistiske pædofilring.

Politisk indflydelse

Man anslår, at QAnon har hundredetusindvis – hvis ikke millioner – af følgere på verdensplan, og bevægelsen har også sat sit aftryk på den amerikanske politik. For et par måneder siden sikrede Marjorie Taylor Greene sig i delstaten Georgias 14. distrikt Republikanernes nominering til Repræsentanternes Hus.

Marjorie Taylor Greene har åbent sagt, at hun er tilhænger af QAnon-konspirationsteorier. Og hun har hyldet den mystiske person 'Q', som på det yderligtgående chatforum 4chan i 2017 begyndte at offentliggøre de 'fund', som siden er blevet bevægelsens grundpiller.

Og spørger man B.T.s USA-ekspert, Annegrethe Felter Rasmussen, så er QAnon-bevægelsen relevant i den amerikanske valgkamp.

»Donald Trump tager jo ikke afstand fra dem. Havde han sagt, at det var det rene vrøvl, så ville det nok langsomt dø ud. Men han har bare sagt, at han ikke ved, hvad det er for noget,« siger hun.

Bevægelsen har ifølge Annegrethe Felter Rasmussen også fået yderligere medvind af, at Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har sværget troskab til QAnon.

»Når det er en som ham, der gengiver deres teorier, så får det automatisk mere vægt.«