Iført en sort kjole med hvide blonder og knæhøje strømper løber den lille pige hen over gulvet med et stort smil.
I midten af rummet bremser hun op en smule op – over for den russiske præsident, Vladimir Putin, som bukker sig ned og lægger sine arme om hende i et kram.
De usædvanlige billeder blev tirsdag taget og udsendt af Kreml, og de lægger sig ifølge flere medier i en slipstrøm af iøjnefaldende optrædener fra Putin.
Optrædener, der virker til at have et helt særligt formål.

Siden den private lejehær Wagner-gruppen i forrige weekend indledte en march mod Moskva, har den russiske præsident skruet op for sit antal af offentlige arrangementer.
I sidste uge besøgte han blandt andet Dagestan, der er den østligste af de russiske republikker i Nordkaukasus, hvor han valgte at hilse på en større gruppe jublende mennesker, der var mødt op i byen Derbent for at møde ham.
Dengang bemærkede flere medier, at mødet med de 'beundrende' borgere kunne være et velplanlagt 'stunt' i et forsøg på at genoperette den russiske præsidents offentlige anseelse.

»Analytikere og nogle vestlige ledere har sagt, at Putin blev svækket af sidste weekends (nu forrige weekends, red.) mytteri i Rusland, så præsidenten vil sandsynligvis gerne vise, at han stadig er populær blandt sit folk,« lød det i omtalen af billederne hos Sky News.
Tirsdag skete det så igen.
Der tog Putin imod den otte-årige pige Raisat Akipova, der – efter sigende – skulle have været fortvivlet over, at hun ikke lykkes med at møde præsidenten under hans rejse til Derbent.
I omtalen af sagen hos nyhedsbureauet Reuters, hvor man beskriver det som et 'Kreml-stunt', lyder det således:

»Den russiske præsident Vladimir Putin var tirsdag vært for en otteårig pige i Kreml og fik hende til at deltage i et bizart telefonopkald til sin finansminister for at bede om et budgettilskud til hendes hjemegn.«
Videre lyder det:
»Kreml frigav en video af Putin, der byder pigen Raisat Akipova velkommen i den seneste af en række optrædener siden et kort væbnet mytteri i sidste måned, der synes designet til at vise ham som omsorgsfuld, bekymret og i kontrol.«
På Kremls hjemmeside oplyses det, at Raisat kom til Moskva med sine forældre, Akhmet og Kultum Akipov.

Under mødet skal Putin have fortalt Raisat, at han havde inviteret hende og hendes forældre til landets hovedstad, fordi han var blevet 'berørt' over at se et billede af hende i tårer, efter at hun ikke havde lykkedes med at se ham under hans tur til hendes hjemby:
»Da jeg forlod Derbent, viste de mig et billede af dig, der græd. Forståeligt nok kan jeg desværre ikke tale med alle, der står på pladsen, men din reaktion gjorde mig alligevel berørt,« citeres Putin på Kremls hjemmeside for at have sagt til hende:
»Og da jeg ikke kan rejse alene ret ofte, besluttede jeg at invitere dig sammen med din mor og far.«
Under mødet skal Putin også have vist Raisat sit kontor, hvorefter han ifølge udtalelsen fra Kreml tilbød pigen og hendes forældre at drikke te med ham.

»I den blå stue havde statsoverhovedet en varm samtale med familien Akipov,« lyder beskrivelsen fra Kreml.
Også Sky News skriver, at Vladimir Putin 'har været usædvanligt iøjnefaldende siden det Wagner-ledede oprør i sidste måned'.
Flere eksperter har vurderet, at Putin er blevet 'svækket' som følge af det væbnede Wagner-oprør.
Oprøret sluttede, da Wagner-gruppen befandt sig omkring 200 kilometer fra den russiske hovedstad, idet en aftale, der blev til med hjælp fra Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, faldt på plads.