Efter forhandlinger med USA frigav Belarus lørdag 123 politiske fanger.

Men forhandlingerne mellem de to lande er angiveligt foregået uden om Belarus' ellers så tætte allierede, Rusland.

Derfor kom aftalen som et chok for den russiske præsident, Vlamidir Putin.

Det skriver Berlingskes Rusland-korrespondent, Emil Rottbøll, i en analyse.

Ifølge Telegram-kanalen 'Insider-T' blev Putin ikke engang advaret om, at en så markant fangefrigivelse var undervejs.

Og det indebærer en strategisk trussel for Rusland, skriver en unavngiven prorussisk analytiker på kanalen 'Basjni Federatsii'.

Aftalen om at løslade fangerne blev lavet under et møde mellem Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, og John Coale, der er en af Donald Trumps særlige udsendte i Minsk
Aftalen om at løslade fangerne blev lavet under et møde mellem Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, og John Coale, der er en af Donald Trumps særlige udsendte i Minsk Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Under de store protester i Belarus i 2020, blev landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, reddet af Putin, der sikrede, at han kunne fortsætte med at sidde på magten.

Siden har Belarus været dybt afhængige af Rusland, men lørdagens fangefrigivelse kan få stor betydning for forholdet mellem de to nabolande.

Blandt andet skriver Telegram-kanalen 'Nezygar', at det kan være et tegn på, at Belarus er ved at droppe sine potentielle planer om at træde ind i krigen i Ukraine.

»I sidste uge annoncerede russiske militærkorrespondenter stolt, at der ville komme en ny offensiv mod Tjernihiv fra belarusisk territorium. Den plan kan man vist godt glemme nu,« lyder det fra 'Nezygar'.

Det betyder dog ikke, at Lukasjenko er ved at vende Putin ryggen.

»Det ville være alt for farligt,« skriver Berlingskes Rusland-korrespondent.

Emil Rottbøll påpeger, at det heller ikke betyder, at Lukasjenko er på vej tilbage i varmen i Vesten.

Derimod viser fangefrigivelsen, at Trump-administrationen er lykkedes med at få en af de centrale brikker til at rykke sig i forsøget på at stoppe krigen i Ukraine.