Det er ikke sikkert, der nogensinde kommer gæster i Notre Dame-katedralen i Paris igen.
Siden den katastrofale brand i april har katedralen været under genopbygning, men nu afslører præsten Patrick Chauvet, at der er 50 procent risiko for, at kirken styrter sammen som følge af de enorme skader, som branden medførte.
For første gang i over 200 år var midnatsmessen i Notre Dame juleaften flyttet til en anden kirke, og her kunne Chauvet chokere kirkegængerne med den overordentligt triste nyhed.
»I dag er den ikke ude af farezonen. I dag kan vi sige, at der måske er 50 procent chance for, at den kan reddes. Der er også 50 procent risiko for, at stilladserne falder ned på de tre overlevende vælvinger. Så som I kan se, er bygningen stadig meget skrøbelig,« sagde Patrick Chauvet under midnatsmessen ifølge New York Post.

Det 855 år gamle pariser-vartegn var under restoration, da branden brød ud 15. april. Ved branden styrtede det ikoniske spir sammen, og sendte 750 tons sten og bly ned over kirken. Taget blev ligeledes udslettet, men det lykkedes de omkring 500 brandfolk at redde resten af katedralen.
Men nu viser det sig altså, at det måske kun er på lånt tid. Det vil man sandsynligvis finde ud af i 2021, når de stilladser, som var stillet op inden branden, skal fjernes. Det er her, det vil vise sig, om Notre Dame kan bære sin egen vægt.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron har udtalt, at katedralen skal stå færdigrenoveret i 2024, når Paris endnu engang er vært for De olympiske lege, men det betragtes af eksperter som umuligt.
En af grundene er, at katedralen er fyldt med tonsvis af giftigt bly-støv, som skal fjernes forsvarligt, inden man kan påbegynde renoveringsarbejdet.