Selvom genopbygningen af Notre Dame har stået på i seks måneder, er der fortsat risiko for, at den historiske katedral ikke overlever.
Et af de næste skridt i genopbygningsprocessen er nemlig at fjerne et stillads, der blev sat op omkring et af Notre Dames spir forud for branden i april sidste år.
Og det er ikke bare lige sådan at fjerne. Spiret blev nemlig ædt af branden, og derfor står stilladset så ustabilt, at der er risiko for, at det falder ned over resterne af katedralen.
»Katedralen er stadig i sammenstyrtningsfare,« siger Gen Jean-Louis Georgelin, den franske general, der har til ansvar at overse genopbygningen, ifølge The Guardian til den franske tv-station CNews.

Gen Jean-Louis Georgelin beskriver bevarelsen og genopbygningen af Notre Dame som en umådelig stor udfordring.
Den franske general tilføjer desuden, at man fortsat ikke kender lofthvælvingernes tilstand og derfor ikke kan garantere, at de ikke falder sammen. Han understreger dog, at de foreløbige undersøgelser er betryggende, og at han er 'ret fortrøstningsfuld'.
Det er dog ikke alle, der er helt lige så fortrøstningsfulde.
Tidligere har sognepræst i Notre Dame Monsignor Patrick Chauvet været ude og sige, at den ikoniske domkirke er så skrøbelig, at der 50 pct. risiko for, at den ikke står til at redde, hvis stilladset vælter ned over lofthvælvingerne.

»Den (Notre Dame) vil først være uden for fare, når vi fjerner det resterende stillads,« har Monsignor Patrick Chauvet sagt ifølge The Guardian.
Og det er altså ikke så lidt stillads, der skal fjernes.
Helt specifikt er der tale om 500 ton, som blev sat op i forbindelse med en restaurering af et spir på det 855 år gamle pariser-varetegn, som var i gang, da branden pludselig brød ud i april sidste år.
Spiret forsvandt i branden og sendte 750 tons sten og bly ned over kirken. Taget blev ligeledes udslettet, men det lykkedes de omkring 500 brandfolk at redde resten af kirken.

I hvert fald indtil videre. Det tunge stillads faldt nemlig delvist sammen under branden og står nu så ustabilt, at det risikerer at vælte ned over resterne af kirken.
For første gang siden den franske revolution blev der ikke holdt julegudstjeneste i Notre Dame i år.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har udtalt, at katedralen forventes at stå færdig i 2024, hvor Paris skal være vært for de olympiske lege.
Den vurdering er flere eksperter dog uenige i.