Efter et år med heftige diskussioner og grundige overvejelser har et amerikansk skisportssted nu valgt at ændre navn.

Det skriver ABC News.

Helt konkret drejer det sig om det populære skisportssted Squaw Valley Ski Resort, som ligger i Californien, da de efter massiv kritik har valgt at omdøbe stedet til Palisades Tahoe.

Navneforandringen kommer efter mange overvejelser, da skisportsstedets – nu tidligere – navn blev anklaget for at indeholde en racistisk og nedsættende betegnelse for indianske kvinder.

Ifølge eksperter opfattes ordet »squaw«, som førhen har været benyttet i omtale af indfødte, nordamerikanske kvinder, nemlig som nedsættende og kvindehadsk.

Efter en lang række undersøgelser har skisportsstedet derfor valgt at droppe navnet og ændre kurs, da forskningen viste, at ordet ikke kun var stødende overfor indfødte kvinder – men faktisk overfor alle kvinder.

»Det var det rigtige at gøre, og jeg tror, ​​det kommer til at gøre en forskel. Jeg tror, ​​vi kommer til at blive set som et mere imødekommende, rummeligt feriested og fællesskab,« fortæller Dee Byrne, som er skisportsstedets præsident og COO.

Men det er dog ikke kun navnet, som skisportsstedet har valgt at ændre.

Palisades Tahoe har nemlig ligeledes fornyet deres logo til at være et billede af en ørn, som stedet fortæller er »et symbol på den frihed, som der er ved skisportsstedets dale«.

Skisportsstedet var desuden en destination, som satte hele Lake Tahoe-skiløberregionen på verdenskortet, da de tilbage i 1960 var vært for de olympiske vinterlege.