Det knaser under fødderne – ligesom ved sne, når du går. Der ligger stumper af ting, der ligner afskallet maling, men når du rører ved det, er det aske.

Benahavis i det sydlige Spanien, hvor danske Nicklas Jensen bor, ligner ikke sig selv. Nærmere et mareridt, hvor frygten er konstant.

»Vi er hele tiden opmærksomme. Vi sætter os ikke ned og ser en film og slapper af, men tjekker Twitter hele tiden for at være opdateret på branden.«

Det fortæller 30-årige Nicklas Jensen. Han har boet i Spanien i sammenlagt fire år sammen med sin kæreste Meriem. Og når man hører om situationen ved den spanske solkyst, forstår man, hvorfor han ikke har et stille øjeblik i sit sind.

Meriem og Nicklas har ikke et stille øjeblik på grund af branden.
Meriem og Nicklas har ikke et stille øjeblik på grund af branden.
Vis mere

For i kølvandet på en lang række naturbrande i Europa denne sommer er på bare fire dage mere end 6.000 hektar skov brændt ned i det sydlige Spanien. Det svarer til et område på lidt mere end Fanøs størrelse, skriver Ritzau.

»Jeg er normalt ikke en person, der bekymrer mig. Jeg har tillid til brandvæsenet og myndighederne, men i det her tilfælde har de været utrolig ærlige og siger, at de ikke kan kontrollere branden. At de kan prøve at begrænse den, men at de ikke har kontrol. Det er skræmmende,« fortæller Nicklas.

Flere tusinde beboere i området omkring Estapona er blevet evakueret og senest en by kun 2,5 kilometer fra Nicklas' hjem. Han kan gennem sine vinduer se røgsøjler stige op fra bjergene.

»Hvis vinden ændrer sig, kan vi blive omringet. Så man går i konstant frygt,« fortæller han og fortsætter:

Udsigten fra Nicklas' hjem.
Udsigten fra Nicklas' hjem. Foto: Privat
Vis mere

»Og så er der fly og helikopter over os hele dagen. Det har der været i fire dage nu, og det hjælper bestemt ikke på frygten, at man hele tiden bliver mindet om det. Der er ikke et stille øjeblik.«

På parrets terrasse ligger der stumper af noget, der ligner afskallet maling. Men det er aske. Hvis deres hvidpelsede hund går udenfor, kommer den sort ind igen. Det er direkte ubehageligt at have åbne vinduer.

»Og hver aften, når solen går ned, kan du se flammerne igen. Og hver aften ser du et nyt punkt af flammer og et nyt sted, hvor ilden har taget fat. Det er uhyggeligt,« fortæller Nicklas.

Når mørket falder på, kan Nicklas se, hvordan flammer konstant udvikler sig.
Når mørket falder på, kan Nicklas se, hvordan flammer konstant udvikler sig.
Vis mere

Hver morgen taler Nicklas og Meriem om, hvorvidt de bør tage på arbejde. For hvad nu, hvis vinden skifter retning, og det bliver deres tur til at forlade hjemmet og lade sig evakuere?

»Vi har både hund og kat og frygter derfor at tage ud af huset. Men omvendt nyder vi heller ikke at være hjemme, fordi vi hele tiden kan se branden på bjerget. Vi kan ikke nyde noget,« konstaterer Nicklas.

Søndag satte militæret ind for at hjælpe med at håndtere flammerne, der brød ud onsdag i den bjergrige by Estepona, der er populær blandt turister. De evakuerede områder er i skrivende stund Genalguacil, Jubrique, Pujerra, Faraján, Alpandeire og Júzcar i det sydlige Spanien.