Sky Pool blev verdenskendt i maj, hvor billeder af swimmingpoolen, der hænger 35 meter over jorden, blev spredt på sociale medier.

Siden da er luksusbassinet, der ligger i det fine kvarter Nine Elms i London, blevet udsat for skarp kritik, trods anerkendelse om, at bassinet er den eneste af sin slags. Det skriver norske Børsen.

Luksusbassinet kritiseres blandt andet for at være ekskluderende og en arkitektonisk katastrofe, særligt fordi det ligger i det fine kvarter Nine Elms.

En af kritikerne er arkitekt og designer Edwin Alexander Heathcote, der mener, at Sky Pool er et symbol på alt, hvad der er ravruskende galt med ejendomsudviklingen og arkitekturen i London:

JUSTIN TALLIS

»Londons Sky Pool er en katastrofe, som allerede har fundet sted,« siger Edwin Alexander Heathcote, der synes, at man skulle have bygget rimelige boliger til manden i gaden i stedet for et luksusprojekt.

»Det er et område for overklassen, hvor rige udlændinge, kapitalister, finansfolk og ejendomsmoguler har taget over. Det fører til ekstra prispres. En del af kritikken ligger i, at almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo der,« lyder det fra universitetslektor i Agder og Storbritanniensekspert Jan Erik Mustad.

Han mener, det er et svømmebassin for ikke bare rige mennesker, men ekstremt rige mennesker. Og sådan fortsætter kritikken.

Kritikerne mener nemlig, at det øger den økonomiske ulighed i London, hvor områder som Nine Elms kun er for et helt bestemt publikum. Nemlig de rige, der har råd til at bade i Sky Pool.