Den tyske lokalpolitiker Nico K. traf et dårligt valg, da han i weekenden skulle tisse.

Under et grillparty med en håndfuld venner trak han sig tilbage og stillede sig under en højspændingsmast.

Det kom til at koste den 44-årige lokalpolitiker i delstaten Sachsen-Anhalt livet.

Et kraftigt uvejr, der også gav voldsomt vejr og lynnedslag i Danmark, passerede på det tidspunkt gennem Tyskland og resulterede blandt andet i lyn, torden og kraftig nedbør i byen Höhnstedt lidt vest for Leipzig i midten af Tyskland.

Det fik fatale følger for den 44-årige lokalpolitiker, der repræsenterede kristendemokraterne CDU i det lokale byråd.

Da han skulle tisse under grillfesten under åben himmel i en have, gik han omkring kl. 21.20 lørdag aften lidt væk fra de øvrige deltagere og tog opstilling under en højspændingsmast.

Her blev han pludselig ramt af et lyn, som slog ned i den høje mast, og han var dræbt på stedet, oplyser det lokale politi ifølge tyske medier.

Selv om der straks efter lynnedslaget blev forsøgt livreddende førstehjælp på den 44-årige mand, stod hans liv ikke til at redde.

Ingen andre mennesker kom ifølge den lokale avis Mitteldeutsche Zeitung til skade som følge af lynnedslaget, men mange andre steder i Tyskland resulterede det kraftige uvejr i vand i kældrene, oversvømmede veje og væltede træer.