Det var et voldsomt syn, der mødte Jack Odgaard, da han lørdag formiddag trådte ind hos familien Kaminski længere nede ad villavejen i Faaborg.

Der var hul i taget og mursten over det hele, børn, der lå nede på gulvet, og en generel stemning af chok.

Få minutter før havde Jacks telefon ringet, og i den anden ende af røret fortalte vennen gennem mange år – Pawel Kaminski – at strømmen var gået i deres hjem, og at Jack derfor gerne måtte komme hen.

Men der var noget i Pawels stemme, der fortalte Jack, at den var helt gal.

»Jeg kan høre, at jeg ikke skal spørge, hvorfor strømmen er gået, eller hvornår jeg skal komme. Jeg skal bare af sted med det samme, og det gør jeg også,« fortæller Jack Odgaard til B.T.

Jack kom hjem til den polske familie, som var meget chokeret efter lynnedslaget.
Jack kom hjem til den polske familie, som var meget chokeret efter lynnedslaget.
Vis mere

Og da Jack altså ankommer få minutter senere, går det hurtigt op for ham, at lynet simpelthen er slået ned i Pawels og familiens hus.

Lørdag formiddag gik det nemlig voldsomt for sig med massive mængder regn, blæst og torden i fynske Faaborg.

Pawel bor med sin kone, deres datter samt en hund, og lørdag formiddag var en anden polsk familie på besøg.

De to familiers mænd stod klokken 10.30 i køkkenet og lavede faktisk sjov med de mange brag, da der pludselig kom en række kraftigere knald, der samtidig lød til at ramme tæt på.

Børnene lå på gulvet af frygt, og da Pawel gik uden for huset, kunne han se, at der var store huller i taget, og at der var faldet masser af mursten ned.

Huset, der er blevet ramt af lynet.
Huset, der er blevet ramt af lynet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og det var altså her, han ringede til Jack.

»Da jeg kom, lå der folk helt stille på gulvet. De var i chok og rigtig bange. Udefra kan jeg se, at taget er helt smadret, og at skorstenen er faldet ned,« fortæller Jack Odgaard, der også sidder i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn.

Men ovenpå gemmer der sig et endnu mere gruopvækkende syn.

Pawels datter var nemlig i bad, da lynet slog ned i huset, men få minutter før havde hun ligget i sin seng.

Pawel med familien.
Pawel med familien. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og da Jack gik ind på hendes værelse, kunne han konstatere, at der var faldet masser af mursten ned i sengen.

»Hvis det var sket et par minutter før, var det gået galt. Det er et guds under, at der ikke er sket nogen noget. Han har holdt hånden over dem,« fortæller Jack Odgaard.

Naboerne kom hurtigt til stedet, og sammen med Jack fik de sørget for, at de polske familier fandt roen igen.

Derefter kunne de allesammen inspicere alle skaderne, og hurtigt blev det klart, at lynet havde forvoldt store skader.

Fem biler havde taget skade på vejen, og mursten fra huset var fløjet hen mod genboens hus og smadret både plankeværk og flere ruder.

Pawel Kaminski og resten af familien bor nu hos Jack, indtil de igen kan bo i deres hjem.