Det er en betændt atmosfære, vi har over os lige nu, og der skal ikke meget til, før himlen åbner sig.
Sådan lyder det fra DMI, der oplyser, at ekstremt fugtig luft lørdag er årsag til, at et temmelig heftigt regnvejr breder sig over Danmark.
Voldsomme byger vælter lørdag eftermiddag ned over den sydvestlige del af Danmark, og DMI advarer mod aquaplaning flere steder i landet.
»Det går heftigt for sig i flere dele af landet her til eftermiddag. Der er masser af gods i bygerne, og lige nu, mens vi snakker, får Aarhus næsten 8-9 millimeter regn på 20 minutter,« siger vagtchef ved DMI, Lars Henriksen, til B.T.
»Det er så heftigt, at man skal være meget opmærksom på aquaplaning,« lyder advarslen.
8-9 millimeter på 20 minutter er ikke nok regn til at kalde bygen for et decideret skybrud, forklarer han, da der i så fald skal falde mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder, men han mener dog, at dagens regn har »skybrudsintensitet.«
Der er endnu ikke observeret skybrud over landet, men ifølge DMI kan vi stadig risikere de ekstreme regnmængder, hvis bygerne pludselig skulle lægge sig på linje, fremfor som nu at fare hurtigt over himlen.
»Det er en meget fugtig og varm luft, vi har over os, og det er lige guf for sådan nogle byger. Der skal være noget fugt for at vride vand, og der er meget fugt i atmosfæren. Når bygerne kommer, kan de give meget, men de bevæger sig hurtigt,« lyder det.
DMI har udsendt en risikomelding om vanskeligt vejr, som kan udvikle sig til et varsel senere.
Risikomeldingen gælder Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, Fyn, Syd- og Sønderjylland, Østjylland, Midt- og Vestsjælland og Nordjylland.
Det er umiddelbart et temmelig stort område, men ifølge DMIs vagtchef er det også svært at sige præcist, hvor regnen kommer til at vælte ned.
Derfor har DMI i løbet af eftermiddagen udvidet området for risikomeldingen.
Umiddelbart lyder meldingen dog, at regnen bevæger sig sydfra mod nordvest. Prognoserne siger, at regnen muligvis svækkes mod nordvest, men det er indtil videre en usikker melding, siger vagtchefen.
DMI varsler frem til kl. 19 lørdag aften.
Hvis man savner solen og det sommerlige vejr, er der heldigvis gode nyheder, for regnen varer ikke ved.
Allerede i de kommende dage vil vejret se helt anerledes ud, og vi kan forvente op til 25 grader i hele landet, oplyser DMI.