Et brev fundet i den forsvundne milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagens hjem er stadig et centralt bevis i sagen.

På et pressemøde onsdag oplyste efterforskningslederen, politiinspektør Tommy Brøske, at politiet nu mener at have indsnævret, hvilke lande papiret sælges i.

Politiet mener nu at have et konkret antal butikker i kikkerten, skriver den norske avis Dagbladet.

»Vi har gode holdepunkter for at vide, hvor papiret, brevet, der blev fundet i Hagens bolig, er produceret og solgt. Det arbejdes der nu med at undersøge. Vi har et tal og en god formodning om antallet af lande og steder, det er solgt,« siger Tommy Brøske til avisen.

Foto: HANDOUT
Vis mere

Sagen om Anne-Elisabeth Hagens forsvunden er stadig ikke opklaret. Hun forsvandt 31. oktober sidste år, og politiet meldte efter pressemødet onsdag ud, at hun formodes at være død nu.

Brevet, der er blevet fundet i Tom og Anne-Elisabeth Hagens hjem, er forfattet på gebrokkent norsk.

Både eksperter i håndskrift og sprogkyndige har været involveret i efterforskningen. I brevet skal der blandt andet have stået, at Anne-Elisabeth Hagens liv var afhængigt af, at ægtemanden ikke tog kontakt til politiet.

Sidste sikre livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen er en telefonsamtale klokken 9.14 den 31. oktober. Her talte hun med et familiemedlem. Politiet ønsker fortsat ikke at fortælle hvem.