Smilende sidder hun i hospitalssengen.
I sin ene hånd holder hun en orange is. Med den anden hånd vinker hun til kameraet.
I mere end to uger har den smilende pige på billedet været omdrejningspunktet for en massiv eftersøgning i Australien – men nu er hun fundet.
Det er Western Australia Police Force, der tidligt onsdag morgen har offentliggjort det første billede af den fireårige pige Cleo, efter at det lykkedes politiet at finde hende i et aflåst hus i byen Carnarvon.

'Det er miraklet, vi alle håbede på,' skriver politiet til billedet, som er blevet delt på Twitter.
Det var natten til 16. oktober, at Cleo forsvandt fra det telt, som hun lå i sammen med sin familie, på en campingplads nær byen Carnarvon – og siden har sagen om hendes forsvinden fyldt i medier verden over.
Pigen sov i et rum i teltet med sin lillesøster, Isla, mens hendes mor, Ellie Smith, og stedfar, Jake Gliddon, lå i et andet.
Da moderen vågnede omkring klokken 6, var der lynet op ind til døtrenes side i teltet – og Cleo var væk.
En stor eftersøgning blev skudt i gang, og politiet oplyste, at det tydede på, at hun var blevet kidnappet.
Men nu er hun fundet igen. Omkring klokken 01 lokal tid natten til onsdag trængte politiet ind i det aflåste hus i Carnarvon, hvor man fandt pigen i god behold i et af værelserne.
Politiet har en 36-årig mand i sin varetægt i sagen. Han er ikke sigtet for noget endnu, og politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvorfor man har manden i sin varetægt.
På pressemødet understregede politiet, at manden ingen relation har til Cleo eller Cleos familie.


