Morderen Philip Manshaus ønskede at skræmme muslimer i Norge, da han angreb en moské.

Det er politiets konklusion efter den anden afhøring af gerningsmanden, der fandt sted lørdag.

Den 21-årige har tidligere erkendt, at han lørdag 10. august angreb al-Noor-moskéen i byen Bærum ikke langt fra Oslo, og at han et par timer tidligere dræbte sin 17-årige stedsøster.

»Det fremgår ganske tydeligt, at det var hans ønske. Teorien om at motivet for angrebet på moskéen er baseret på religion, er styrket i afhøringerne med den sigtede,« oplyser politiet til VG.

Manshaus nægter sig dog skyldig.

Der arbejdes hos politiet ud fra to teorier angående drabet på stedsøsteren.

Hun var adopteret fra Kina, så den første teori er, at det omhandlede hendes race.

Den anden teori er, at den 17-årige pige blev dræbt, fordi hun forsøgte at stoppe Philip Manshaus i at udføre sine ugerninger.

Under lørdagens afhøring fik politiet mere information angående teorierne, men politiet vil endnu ikke gå i detaljer.

Desuden har Manshaus ifølge VG indvilget i at lade sig afhøre igen, hvilket vil finde sted i løbet af ugen.

Hans forsvarer Unni Fries beskriver sin klient som samarbejdsvillig.

Hun forklarer ifølge VG, at afhøringen lørdag omhandlede en detaljeret gennemgang af sagen, og at afhøringen forløb over 3-4 timer.