Norsk politi har fredag aften afsluttet deres afhøring af terrormistænkte Philip Manshaus.

‘Den sigtede erkender de faktiske forhold, men har endnu ikke formelt taget stilling til skyldsspørgsmålet’, lyder det i en pressemeddelelse fra politiadvokat Pål Frederik Hjort Kraby ifølge Aftenposten.

Dermed erkender han altså omstændighederne omkring, hvad der skete lørdag 10. august, men han har endnu ikke officielt erkendt sig skyldig i sigtelserne rejst mod ham.

Heri lyder det blandt andet, at den 21-årige mand er mistænkt for drabet på sin 17-årige stedsøster samt drabs- og terrorforsøg i en moské i den norske hovedstad.

I pressemeddelelsen beretter Pål Frederik Hjort Kraby endvidere, at den timelange afhøring af den 21-årige mand har givet politiet nye spor at gå efter i efterforskningen.

'Han har fortalt om sit motiv for at udføre handlingerne, og ligeledes har han fortalt om de to gerningssteder,' lyder det fra politiadvokaten.

Det var Philip Manshaus selv, der torsdag meddelte, at han gerne ville afgive forklaring til politiet. Noget, han ellers hidtil havde afvist.

Ifølge NRK blev den terrorsigtede hentet i Ila, hvor han sidder varetægtsfængslet i isolation, omkring klokken 15 fredag.Herefter startede afhøringen ved 16-tiden og har altså varet indtil nu.

I forbindelse med ankomsten til Politihuset i Oslo var hans forsvarsadvokat, Unni Fries, meget ordknap. Hun nægtede at udtale sig om sin klients mentale tilstand. Ej heller ville hun fortælle, hvordan han forholder sig til sigtelserne mod ham.

»Jeg har ingen informationer om, at han har ændret opfattelse af sin skyld i sagen,« lød det fra advokaten, der i samme ombæring afviste, at hendes klient havde ændret holdning i forhold til at lade sig afhøre, fordi politiet vil undersøge muligheden i at tvangsindlægge ham for en retspsykiatrisk vurdering.

Philip Manshaus har nemlig hidtil afvist at lade sig observere af en retspsykiater for en sådan.

Den terrormistænkte nordmand er indtil videre varetægtsfængslet i fire uger, mens efterforskningen pågår. Det blev besluttet ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag.

Under retsmødet, hvor den sigtede smilende lod sig fotografere af den fremmødte presse, var det med to blå øjne og adskillige blå mærker tydeligt, at han var blevet overmandet to dage forinden.

Her var han ifølge sigtelsen med flere skarpladte våben mødt op i al-Noor-moskéen i Oslo og var begyndt at skyde omkring sig. To af moskéens mænd nåede at overmande ham, før nogen kom alvorligt til skade.

To timer forinden angrebet havde Philip Manshaus ifølge politiet dræbt sin 17-årige stedsøster i hans eget hjem. Motivet herfor efterforsker politiet fortsat.

Politiet afviser desuden at udtale sig om, hvordan den unge kvinde blev dræbt.