Det er over et år siden, at den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. Siden har politiet efterforsket intenst, men uden at få et gennembrud.
Nu er der dukket et mystisk, nyt spor op, som politiet finder særlig interessant.
Under gennemgangen af tusinder af timers overvågningsvideo er efterforskerne stødt på en mistænkelig bil, skriver VG.
Den holdt på gangstien ved navn Langvannet omkring 100 meter fra den luksusvilla i Oslo-forstaden Lørenskrog, hvor Anne-Elisabeth Hagen sidst blev set i live.
Bilen blev fanget på video i morgentimerne den 31. oktober sidste år - netop det tidspunkt, hvor den norske kvinde forsvandt fra sit og milliardæren Tom Hagens hjem.
Det får politiet til at fatte mistanke om, at det kan være flugtbilen - af én særlig grund.
»Politiet er bekendt med, at der af og til er biltrafik på gangstien ved Langvannet, og efterforskningen har afdækket, at nogle få biler kørte på gangstien den 31. oktober sidste år,« siger efterforskningsleder Tommy Brøske til VG.
Under den omfattende efterforskning har politiet gentagne gange bedt folk, som opholdt sig i området omkring Hagen-parrets hjem på forsvindingstidspunktet, om at henvende sig.

Men politiet har aldrig hørt fra ejeren af netop dén bil.
Det nye spor får politiet til at efterlyse vidner, som har set den pågældende bil.
Problemet er blot, at overvågnigsbillederne stammer fra kameraer, der er opsat flere hundrede meter fra gangstien.
Derfor er billederne af så dårlig kvalitet, at politiet endnu ikke har kunnet identificere bilen.
Siden Anna-Elisabeth Hagen forsvandt fra hjemmet i Lørenskrog om morgenen 31. oktober sidste år, har ingen hørt fra hende.
Politiets teori er derfor, at hun er død.
Alligevel har familien – heriblandt hendes ægtemand, Tom Hagen – endnu ikke droppet håbet om at finde Anne-Elisabeth Hagen i live.
I juli skrev flere norske medier, at Tom Hagen - som er en af Norges rigeste mænd - betalte 10 millioner norske kroner til personer, der udgav sig for at have kidnappet hans hustru og lovede familien beviser for, at hun stadig var i live mod den klækkelige betaling. Han hørte aldrig fra dem igen efter at have punget ud.