Tom Hagen, der er ægtemand til den forsvundne Anne Elisabeth Hagen, har angiveligt spildt mange millioner.

I juli blev han nemlig kontaktet af de personer, der udgav sig for at have kidnappet kvinden.

De sagde, at for 10 millioner norske kroner kunne de bevise, at Anne Elisabeth Hagen stadig var i live. Det skriver VG.no.

Det norske medie har fra flere uafhængige kilder fået at vide, at Tom Hagen overførte det store beløb.

Men han har ikke hørt tilbage fra personerne.

Det norske politi offentliggjorde i juni, at man var gået bort fra hovedhypotesen, om at Anne Elisabeth Hagen var blevet udsat for en økonomisk motiveret kidnapning.

I stedet blev det ændret til, at der var snak om et drab.

Men to uger efter politiets melding blev familien kontaktet. Hvis de overførte et millionbeløb i euro, ville de få beviser på, at Anne Elisabeth Hagen stadig var i live.

Omkring 10 millioner norske kroner blev dernæst overført til en konto.

Der kom bare ikke noget den anden vej. Ingen beviser eller informationer.

Det er endnu ikke lykkedes det norske politi at spore kontoen.

Hverken politiet eller familiens bistandsadvokat har ønsket at kommentere på VG's oplysninger.

Det var første gang siden januar, at familien hørte fra modparten.

Der har ikke været noget tegn på, at Anne Elisabeth Hagen er i live, siden hun forsvandt den 31. oktober sidste år.

Hun forsvandt fra sit hjem på Fjellhamar i Lørenskog. Man fandt et trusselsbrev i huset, hvor man forklarede, hvordan forhandlingerne skulle foregå.

Men formodningen om en kidnapning blev altså ændret i juni af politiet, hvor de mente, at gerningsmændene havde brugt kidnapningen til at sløre et muligt drab.