Det er nu 313 dage siden, den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen sidst er set i live. Men politiet har ikke opgivet kampen for at finde gerningsmændene bag hendes mystiske forsvinden.

Nu har politiet nye oplysninger i sagen - oplysninger som kan indsnævre antallet af mulige gerningsmænd.

28. august offentliggjorde politiinspektør og efterforskningsleder Tommy Brøske billeder af et helt bestemt skoaftryk.

Det blev fundet i nærheden af Anne-Elisabeth Hagens hjem ved Oslo, hvorfra hun på mystisk vis forsvandt den 31. oktober sidste år.

Politiet vurderer, at gerningsmanden - eller en af gerningsmændene - bag den 69-årige norske kvindes forsvinden kan have sat skoaftrykket, der sandsynligvis er sat af en størrelse 45.

Jagten på skoens ejermand er sat ind - og nu er politiet kommet lidt tættere på at identificere ham.

»Vi har indsnævret antallet, så det drejer sig om omkring 260 skokøb, der er betalt kontant, ikke 300 som vi tidligere oplyste,« siger Tommy Brøske til Dagbladet.

Under pressekonferencen 28. august efterlyste politiet oplysninger om alle, der har købt de pågældende kondisko af mærket 'Sprox' i størrelserne 44, 45 og 46 i perioden august 2016 til maj 2018, hvor den blev solgt i butikken Spar Kjøb.

Her ses et billede af skotypen.
Her ses et billede af skotypen. Foto: Norsk Politi
Vis mere

Nu viser sig imidlertid, at 'Sprox'-kondiskoen i enkelte butikker er blevet solgt helt frem til 30. oktober 2018 - eller dagen før Anne-Elisabeth Hagens forsvinden.

Lykkes det politiet at finde skoens ejermand, kan det give et længe ventet gennembrud i den mystiske sag.

»Stedet, hvor skoaftrykket er fundet, og måden, det er afsat på, gør, at vi mener, det er meget relevant for sagen, som vi efterforsker,« fortalte efterforskningsleder Tommy Brøske pressemødet den 28. august.

69-årige Anne-Elisabeth Hagen er gift med Tom Hagen, som er en af Norges rigeste mænd.

Anne-Elisabeth og Tom Hagens hjem.
Anne-Elisabeth og Tom Hagens hjem. Foto: Fredrik Hagen
Vis mere

Sidste livstegn fra den norske kvinde var den 31. oktober 2018 klokken 09:14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.

Da Tom Hagen kom hjem fra arbejde klokken 13:00, var hun væk.

Tilbage lå en seddel med et krav om løsepenge på 90 millioner norske kroner i kryptovaluta og en trussel om, at Anne-Elisabeth ville blive udsat for skade, hvis Tom Hagen kontaktede politiet.

På grund af fundet af sedlen frygtede politiet længe, at der var tale om en kidnapningssag.

Den teori blev dog for nogle måneder siden ændret.

Nu formoder politiet i stedet, at Anne-Elisabeth Hagen kan være blevet udsat 'for en alvorlig forbrydelse' og være død, og at sedlen kan være blevet efterladt for at forvirre efterforskningen.

Ejendomsmatadoren Tom Hagen har ifølge norske Aftenposten en formue på omkring 1,3 milliarder danske kroner.

Ægteparret har tre børn og flere børnebørn.