Det ene af drabene skal være blevet planlagt. Være blevet begået med fuldt overlæg.

Men det andet drab skal have fundet sted, fordi vedkommende befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Det er i hvert fald påstanden fra politiet i New South Wales, når det kommer til den rystende sag om drabene på den australske tv-vært Jesse Baird og hans kæreste, stewarden Luke Davies.

Det skriver The Guardian.

Parret forsvandt i sidste uge. Siden er de blevet fundet dræbt. Luke Davies ses til venstre, mens Jesse Baird ses til højre.
Parret forsvandt i sidste uge. Siden er de blevet fundet dræbt. Luke Davies ses til venstre, mens Jesse Baird ses til højre. Foto: Instagram/Jesse Baird
Vis mere

Sagen har vakt stor opsigt den seneste tid. Både hjemme i Australien, men også i udlandet.

I sidste uge kom det frem, at politiet frygtede, der kunne være sket noget med parret, som ikke var blevet set i dagevis.

Da man undersøgte tv-værtens hjem i Sydney-forstaden Paddington, fandt man »betydelige« mængder blod.

Siden meldte en politibetjent sig selv i sagen, og det er politiets vurdering, at betjenten – der efterfølgende er blevet fyret – skal have brugt sin tjenestepistol til at begå drabene mandag i sidste uge, hvorefter han skal have skjult ligene.

Her ses betjene arbejde ved landejendommen i Bungonia, hvor ligene blev fundet i tirsdags.
Her ses betjene arbejde ved landejendommen i Bungonia, hvor ligene blev fundet i tirsdags. Foto: Dean Lewins/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den anholdte er blevet identificeret som den 28-årige Beau Lamarre-Condon, der tidligere skal have dannet par med 26-årige Jesse Baird.

Nu oplyser vicekommissær Michael Fitzgerald fra New South Wales Police, at politiet under den kommende retssag vil hævde, at Jesse Baird oprindeligt var Beau Lamarre-Condons eneste mål. 

Ifølge politiet var drabet på tv-værten overlagt. 

Men drabet på 29-årige Luke Davies var – ifølge politiets påstand – ikke overlagt. I stedet skete drabet, fordi stewarden var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

»Vi vil kraftigt hævde i vores sag, at dette mord (på Jesse Baird, red.) var overlagt, og at det andet mord fandt sted på grund af Lukes tilstedeværelse i huset,« forklarer Michael Fitzgerald ifølge The Guardian til Nine Network.

Her ses politiet arbejde på stedet ved landejendommen.
Her ses politiet arbejde på stedet ved landejendommen. Foto: Dean Lewins/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som belæg for den påstand henviser politiet til, at Beau Lamarre-Condon to dage, før drabene fandt sted, skal have købt en enkelt stor taske til et surfbræt i en butik i byen Miranda.

Ifølge politiet var det den anholdte betjents hensigt at bruge tasken til at transportere Bairds lig.

»I forlængelse af hændelserne og de to (påståede) drab tog han tilbage og købte endnu et surfbrætcover,« hævder Fitzgerald.

Ligene af Jesse Baird og Luke Davis blev fundet tirsdag på en landejendom i Bungonia omkring 160 kilometer sydvest for Sydney.

De blev først fundet, efter Beau Lamarre-Condon under en samtale med politiet indvilgede i at oplyse deres placering. 

Mændenes lig blev fundet i hver sin surfbrættaske – delvist dækket af sten og andet materiale.

Beau Lamarre-Condon sidder fortsat varetægtsfængslet, mens efterforskningen af sagen endnu er i gang.