Nancy Guthrie, mor til den amerikanske journalist Savannah Guthrie, har været som sunket i jorden, siden hun på mystisk vis forsvandt 31. januar 2026.
Eftersøgningen for at finde den 84-årige kvinde fortsætter ufortrødent i delstaten Arizona, og nu har det lokale politi angiveligt fundet et 'interessant' spor at følge.

I hvert fald skriver New York Post, at en lokal Circle K i området har udleveret overvågningsvideo, der angiveligt fanger en 'bil af interesse', til ordensmagten.
Til NBC News fortæller en talsperson for Circle K, at politiet henvendte sig, da man havde modtaget et tip om den pågældende bil, som kan have efterforskernes interesse.
Ifølge New York Post dukkede betjente fysisk op ved tankstationen, som ligger omkring 800 meter fra Nancy Guthries anden datter, Anne, og hendes mand, Tommaso Cionis, hjem og syv kilometer fra hendes egen bolig.
Cioni var den sidste, der så sin hustrus mor, da han satte hende af ved hendes hjem efter en middagsaftale lørdag den 31. januar 2026 omkring klokken 22 lokal tid.

Det formodes, at Nancy Guthrie er blevet kidnappet
Savannah Guthrie og hendes søskende udsendte tidligere denne uge en video, hvor de henvendte sig direkte til den formodede kidnapper:
»Vi har brug for at vide – uden skyggen af tvivl – at hun er i live, og at du har hende,« lyder det blandt andet i den hjerteskærende video.
Flere medier – blandt andre TMZ og KOLD-TV – har i løbet af ugen modtaget, hvad der ligner et krav om en løsesum, skriver CNN.
Savannah Guthrie er vært på NBC-programmet Today, som hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere.

