»Vi har brug for at vide – uden skyggen af tvivl – at hun er i live, og at du har hende.«
Natten til torsdag dansk tid har den amerikanske tv-vært Savannah Guthrie og hendes søskende delt en rørende video, hvor de taler direkte til en formodet gerningsmand, som man frygter kan have kidnappet deres mor, Nancy.

»Mama, hvis du hører det her, har vi brug for, at du kommer hjem,« lyder det fra søsteren, Annie, mens Savannah Guthrie siger:
»Vores mor er vores hjerte og vores hjem. Hun er 84 år gammel. Hendes helbred, hendes hjerte, er skrøbeligt. Hun lever med konstante smerter. Hun har ingen medicin. Hun har brug for den for at overleve. Hun har brug for den for ikke at lide.«
Det var hen over weekenden, at Nancy Guthrie midt om natten forsvandt fra sit hjem i byen Tucson i den amerikanske delstat Arizona.
Hendes familie meldte hende savnet søndag, efter de ikke kunne finde hende i hjemmet, som de var taget til, da de havde fået at vide, at hun ikke var mødt op i kirken den morgen som sædvanligt.
Myndighederne har ifølge BBC og CBS News oplyst, at de mistænker, at hun er blevet kidnappet, og de samarbejder med FBI om at verificere en mulig løsesumsseddel.
Tirsdag fortalte det lokale sherif fra Pima County, Chris Nanos, til CBS News, at der var sendt en seddel om løsesum til en lokal nyhedsstation i Arizona efter Nancy Guthries forsvinden.
Nanos oplyste, at stationen modtog sedlen mandag og indvilgede i ikke at rapportere om den.
Sedlen – der endnu ikke er verificeret – indeholdt ifølge politiet specifikke detaljer om Nancys hjem og hvad hun havde på den aften, hun forsvandt.

I den video, som hendes tre børn natten til torsdag har delt på NBC-værten Savannah Guthries Instagram-profil, retter de en bøn til den formodede kidnapper.
»Vi vil gerne høre fra dig, og vi er klar til at lytte. Kontakt os venligst,« siger journalisten, der siden 2012 har været en af de primære værter på NBC News' morgenprogram Today:
»Vi er klar til at tale. Men vi lever i en verden, hvor stemmer og billeder let kan manipuleres,« tilføjer hun:
»Vi har brug for at vide – uden skyggen af tvivl – at hun er i live, og at du har hende.«

I klippet fortæller Savannah Guthrie også, at familien er bekendt med en formodet løsesumsseddel, som er sendt til et medie.
»Vi gør alt, hvad vi kan,« lyder det fra tv-værten, hvis stemme flere gange knækker i klippet.
»Mor, hvis du kan høre dette, så er du en stærk kvinde. Alle leder efter dig, mor. Overalt. Vi giver ikke op. Dine børn giver ikke op, før vi er sammen igen.«
Det er ifølge BBC standardprocedure i gidseltagninger og kidnapningssager, at forhandlere kræver bevis for, at gidslerne er i live.

Det er uklart, om Nancy Guthries børn er blevet bedt om at lave videoen og fremsætte kravet af myndighederne.
Sagen om Nancy Guthries forsvinden efterforskes fortsat.

