Den fransk-polske filmmager Roman Polanski har tabt retssagen om at blive genindsat som jurymedlem, der bestemmer, hvem der får tildelt en Oscar.
Den 87-årige instruktør blev smidt ud af Academy of Motion Picture Arts and Sciences i 2018. Det skriver Sky News.
Det skete, fordi han i 1970'erne havde ulovlig sex med en pige på bare 13 år.
Polanski hævdede, at han blev nægtet en ordentlig 'rettergang' af akademiet, da det besluttede at smide ham ud.

Men dommeren i Los Angeles, Mary H. Strobel, sagde i sin kendelse, at han havde 'fået mulighed for at præsentere alle de beviser, han følte var nødvendige'.
Efter dommen udtalte akademiet: »Vi er glade for, at retten bekræftede, at akademiets procedurer i forbindelse med hr. Polanski var både fair og rimelige.«
Polanski ventes ikke at appellere kendelsen.
I 1977 blev Polanski sigtet for at have bedøvet og voldtaget en 13-årig pige, og han erklærede sig skyldig i den ene forseelse: at have haft sex med en mindreårig.

Han havde en forventning om at slippe med en prøvetid, men da han hørte rygter om, at hans tilståelse ikke ville blive godkendt, flygtede han i 1978 ud af USA for aldrig at vise sig der igen.
I 2003 vandt Polanski en Oscar for at instruere filmen 'Pianisten'.
I 2020 fik han prisen som 'bedste instruktør' ved Cesar Awards i Frankrig, men hverken han selv eller andre fra filmen mødte op til uddelingen af prisen.
Beslutningen om at tildele Roman Polanski instruktørprisen fik mange kvinder til at udvandre.

Flere hundreder protesterede uden for bygningen for prisuddelingen. Den gamle sag fra USA er altså langtfra glemt.


