Den 22-årige Philip Manshaus, der var tiltalt for både at have dræbt sin stedsøster og for et terrorangreb i en moské, har torsdag fået sin dom.

Den norske mand er blevet dømt til forvaring i 21 år – med en mindstetid på 14 år.

Dommen er enstemmig, fortalte dommeren, Annika Lindström, torsdag lidt efter klokken 10 ifølge NRK.

Philip Manshaus blev dermed fundet skyldig i, at han den 10. august sidste år dræbte sin 17-årige stedsøster – Johanne Ihle-Hansen, der var adopteret fra Kina – og efterføglende stod bag et terrorangreb i moskéen al-Noor Islamic Centre i Bærum, der ligger uden for Oslo.

Sådan så Philip Manshaus ud, efter han blev fremstillet i retten den 12. august sidste år - to dage efter angrebet.
Sådan så Philip Manshaus ud, efter han blev fremstillet i retten den 12. august sidste år - to dage efter angrebet. CORNELIUS POPPE

Den 22-årige unge mand åbnede ifølge tiltalen ild i moskéen med et haglgevær, men blev overmandet af besøgende på stedet, inden han dræbte eller sårede nogen.

Under afhøringer skal han til politiet have sagt, at det var hans hensigt at 'dræbe så mange som muligt'.

Han har under retssagen erkendt sig skyldig, men han mente ikke, han burde straffes, da han forklarede, at han handlede 'i nødværge' som en del af en modstandskamp på 'vegne af det europæiske folk'.

Dommen er ifølge Dagbladet historisk hård.

Da den norske massemorder Anders Behring Brevik, der blandt andet stod bag angrebet på Utøya, blev dømt, lød straffen på 21 års forvaring med en mindstetid på 10 år.

Siden er der kommet en ny forvaringslov til, ligesom terrorlovgivningen i Norge er blevet ændret.

Anklageren i sagen, statsadvokat Johan Øverberg, gik derfor efter en dom på 21 års forvaring med en mindstetid på 14 år.

»Angrebet var i sig selv et kynisk angreb på fredelige mennesker i et religiøst hus. Den tiltalte (Manshaus, red.) giver ikke udtryk for anger. Det eneste, han beklager, er, at han ikke lykkedes bedre. At han ikke fik dræbt nogen i angrebet – og helst mange. Han udtrykker, at han vil gøre noget tilsvarende igen, hvis han får muligheden,« forklarede anklageren under retssagen ifølge Dagbladet.

Omvendt havde Manshaus' forsvarer, Unni Fries, nedlagt påstand om frifindelse. Hun argumenterede ifølge Dagbladet, at hendes klient havde været utilregnelig i gerningsøjeblikket.