Efter at have ført flere samtaler med – og lavet test af – Philip Manshaus har retspsykologer lavet en rapport om den terrorsigtede nordmand.

Den indeholder flere nye – og gruopvækkende – oplysninger.

Psykologerne mener, at der er høj risiko for, at 22-årige Manshaus vil begå nye voldshandlinger i fremtiden. Det skyldes de tanker, han luftede i samtalerne, skriver VG, som har fået adgang til den 71 sider lange rapport, som blev afleveret kort før jul.

Philip Manshaus chokerede Norge og resten af verden, da han bevæbnet og iført vest, hjelm og kamera den 10. august ankom til al-Noor-moskéen i byen Bærum ikke langt fra Norges hovedstad, Oslo, og åbnede ild. Han blev overmandet af to mænd i moskéen, inden nogen kom alvorligt til skade.

Kort efter angrebet kom det frem, at han to timer forinden havde dræbt sin 17-årige stedsøster, Johanne Zhangjia Ihle-Hansen. Norsk politi kalder drabet en henrettelse.

Over for retspsykologerne har Philip Manshaus forklaret, hvorfor han begik drabet. Uden nogen tegn på anger.

»Det var godt at komme i gang,« svarede Manshaus på spørgsmålet om, hvad han tænkte, da han skød sin stedsøster.

Baggrunden for den iøjnefaldende udtalelse er, at Philip Manshaus føler sig overbevist om, at verden står foran en racekrig. Når den kommer, ville Manshaus' far og stedmor være ekstra udsatte på grund af stedsøsterens asiatiske baggrund – ifølge Manshaus, vel at mærke.

Philip Manshaus lavede en Nazi-hilsen under et retsmøde den 7. oktober 2019.
Philip Manshaus lavede en Nazi-hilsen under et retsmøde den 7. oktober 2019. NTB SCANPIX

I de sidste folkeskoleår begyndte Philip Manshaus at blive mere og mere optaget af had til alle andre racer end hvide. Over for retspsykologerne fremstillede han Adolf Hitlers 'Tredje rige' i mellemkrigstidens Tyskland som 'idealsamfundet'.

Manshaus' far og stedmor bemærkede godt ændringerne i deres søns personlighed, men havde aldrig forestillet sig, at han ville gribe til vold og terror. Men det skulle én bestemt begivenhed ændre på.

Over for politiet forklarede den 22-årige nordmand, at han blev inspireret af Brenton Tarrant, som i marts sidste år åbnede ild i en moské i den newzealandske by Christchurch midt under fredagsbønnen og dræbte 51 mennesker. 49 blev såret.

Ligesom Manshaus' landsmand Anders Breivik havde 28-årige Tarrant udgivet et manifest før sin terrorhandling.

Da Philip Manshaus læste det, følte han sig udvalgt, forklarede han politiet.

Retspsykologerne har gennemført flere test af Manshaus. De viser, at han er normalt begavet, men letpåvirkelig. Sidstnævnte har også Manshaus' far været inde på.

Ifølge retspsykologerne er der imidlertid ingen tvivl om, at Manshaus var tilregnelig, da han dræbte sin stedsøster og åbnede ild i Al-Noor-moskéen.

Politiet mener, at Philip Manshaus handlede på egen hånd.