Norsk politi har tirsdag formiddag offentliggjort en række detaljer fra 17-årige Johanne Ihle-Hansens obduktionsrapport.

Den norske teenager var stedsøster til den 22-årige terror- og drabssigtede Philip Manshaus, som en lørdag i august åbnede ild i al-Noor-moskéen i byen Bærum ikke langt fra Norges hovedstad, Oslo.

To timer inden angrebet havde Philip Manshaus - ifølge politiet - dræbt sin fem år yngre stedsøster i deres fælles hjem.

Politiet har ikke villet kommentere, hvordan den 17-årige pige blev dræbt, før obduktionsrapporten lå klar, og det gør den nu.

Philip Manshaus var godt forslået, da han den 12. august for første gang var på plads i retten efter terrorangrebet og drabet på hans søster to dage forinden.
Philip Manshaus var godt forslået, da han den 12. august for første gang var på plads i retten efter terrorangrebet og drabet på hans søster to dage forinden. Foto: CORNELIUS POPPE
Vis mere

Rapporten viser, at Johanne Ihle-Hansen blev skudt i alt fire gange - og at alle fire skud var dødelige. Det skriver Dagbladet.

Tre af skuddene ramte stedsøsteren i hovedet, mens det ene skud var placeret i brystkassen. De fire skud blev affyret kort efter hinanden.

Ifølge Philip Manshaus' forsvarsadvokat stemmer obduktionsrapporten overens med Manshaus' egen forklaring:

»Vores klient har i afhør med politiet forklaret detaljerne omkring handlingen, og hans forklaring svarer til indholdet i obduktionsrapporten,« siger advokat Unni Fries til det norske medie.

Den terrorsigtede Philip Manshaus (midten) i retten med sine forsvarsadvokater, Unni Fries (venstre) og Audun Beckstrom (højre).
Den terrorsigtede Philip Manshaus (midten) i retten med sine forsvarsadvokater, Unni Fries (venstre) og Audun Beckstrom (højre). Foto: HEIKO JUNGE
Vis mere

Selvom Philip Manshaus har erkendt de faktiske forhold, så nægter han sig skyldig i sigtelserne, da han betragter handlingerne som 'en nødvendighed'.

Han ville i første omgang ikke snakke med politiet, men skiftede siden mening. Nu har han dog igen gjort klart, at han ikke vil forklare sig yderligere over for politiet, fortæller advokaten.

Obduktionsrapporten af Philip Manshaus' søster slår ikke klart, hvornår drabet på hende præcist fandt sted. Den fastslår dog, at hun døde den pågældende dag, hun blev fundet.

Politiadvokat Pål-Fredrik Hjort Kraby siger, at de arbejder ud fra, at drabstidspunkttet ligger i perioden fra sidste gang, Johanne Ihle-Hansen blev oberserveret i live, til tidspunktet, hvor Philip Manshaus forlod hjemmet.

Her udfører Philip Manshaus den omtalte nazihilsen i retten.
Her udfører Philip Manshaus den omtalte nazihilsen i retten. Foto: Heiko Junge
Vis mere

»Det giver os et vindue på omkring 45 minutter - fra klokken 14.15 til klokken 15.00,« siger politiadvokaten.

Drabet og terrorangrebet fandt sted den 10. august. Det er siden kommet frem, at Manshaus har højreekstreme synspunkter. Politiet mener da også, at han gennemførte angrebet for at ramme norske muslimer.

Under et af de tidligere retsmøder udførte Philip Manshaus en nazi-hilsen foran fotograferne, hvilket bragte associationer til en anden terrordømt nordmand - nemlig massemorderen Anders Breivik, som har udført samme hilsen ved flere lejligheder.

Philip Manshaus har da også i sit manifest skrevet, at han ser op til Breivik.