Peter Viggo peger på Trump-panik: 'Han er gået all in'
»Trump er mere og mere isoleret,« lyder dommen.

»Trump er mere og mere isoleret,« lyder dommen.

»Han ligner en mand, der er mere og mere panisk.«
Sådan lyder den kontante dom fra forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen om Donald Trump.
Natten til lørdag fik den amerikanske præsident igen verden til at spærre øjnene op, da han valgte at suspendere en række sanktioner og told mod Rusland.
Men det opsigtsvækkende træk peger kun mod én ting.
»Det handler om midtvejsvalget, hvor han kigger ind i pivringe meningsmålinger og vil vende valget til Republikanernes fordel,« vurderer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.
Midtvejsvalget finder sted tirsdag 3. november, og meningsmålinger peger på, at Donald Trump aldrig har været så upopulær – heller ikke i sin første præsidentperiode.

»Personligt hæfter jeg mig ved, at det er en midlertidig ophævelse. Efter det ændrer han sin kurs igen,« siger Peter Viggo Jakobsen og peger på, at det ville have for store konsekvenser for Trump at ødelægge sin relation til Europa og NATO.
Ikke mindst økonomisk, hvor det eksempelvis ville koste USA milliarder og skabe en stor reaktion i hjemlandet, hvis Europa stoppede med at købe amerikanske våben.
»Han er gået all in og satser al sin politiske kapital på det her valg, og derfor er det ikke så underligt et træk. Alt råberiet omkring Zelenskyj har vi set før, når han har følt sig presset.«
»Når jeg kigger på, hvordan Trump har opført sig, siden han blev valgt som præsident, så går han altid til stregen, men ikke over. Det så vi for eksempel også med Grønland.«

Den foreløbige suspendering af sanktionerne kommer i kølvandet på en aftale om, at Rusland skal levere knap fem millioner ton diesel til USA inden for de kommende måneder.
Et træk, der skulle dæmpe energipriserne.
Parallelt med de russiske tilnærmelser har Donald Trump kritiseret Volodymyr Zelenskyj – og blandt andet antydet, at Ukraine bør finde sig en ny præsident.
Det har fået statsminister Mette Frederiksen (S) til at kalde situationen »så alvorlig, som den nærmest kan blive.«
»Europas kommunikation er, at Trump skal stoppe. Når man gør det, styrker man kræfter i USA, der synes, det Trump gør, er forkert.«
»Det er interessant, at han suspenderer en lov, der er vedtaget af et bredt flertal i Kongressen, og derfor lægger han sig også ud med flere amerikanere – ikke kun Europa og Ukraine,« siger Peter Viggo Jakobsen.
»Mange amerikanere forstår ikke, hvorfor Trump er så Putin-venlig. Derfor er han mere og mere isoleret i amerikansk politik.«
Ét håndtag kan dog være decideret kritisk at dreje på fra Donald Trumps side, mener forsvarseksperten.
»USA leverer stadig efterretninger, der er hentet ned fra amerikanske satellitter, til Ukraine i krigen mod Rusland. Det kan Europa ikke,« fortæller han om Starlink og Starshield – systemer, der er udviklet af Elon Musks SpaceX-virksomhed.
»Bliver der slukket for det, får Ukraine svært ved at se angreb med for eksempel ballistiske missiler, inden de kommer. De får ikke advarsler og kan ikke finde russiske mål på kamppladsen. Mister man den evne – både defensivt og offensivt – og bliver blind, bliver man kraftigt svækket.«
Den beslutning vil dog ramme Trump hårdt, mener Peter Viggo Jakobsen.
»Det vil være lige så upopulært som at fjerne de her sanktioner. Trump vil møde modstand i USA og blive mere og mere isoleret.«