Hvis du i forvejen har et anstrengt forhold til elevatorer, vil denne historie ikke gavne.

Tre personer i Nebraska i USA blev fanget i en elevator med regnvand til halsen under en oversvømmelse.

Amerikanske Tony Luu og hans to venner sneg sig ind i elevatoren i et lejlighedskompleks, hvorefter elevatoren gik i stå i stueetagen.

De tre venner var fanget i stueetagen, imens regnvandet strømmede ind fra lobbyen.

Minut efter minut steg vandstanden i elevatoren.

»Da det nåede min mave, beyndte vi at tænke, 'Okay, det her er alvor',« siger Tony Luu til ABC News.

Tony Luu stod på gelænderet for at holde hovedet over vandet. Men pludselig vendte heldet for de tre venner.

De fik lirket elevatordøren op, og sammen med mange liter regnvand flød de ud af elevatoren.

Alle tre personer slap med forskrækkelsen, men langt værre så det ud i resten af byen.

Der var voldsomme oversvømmelsser i hele regionen, oplyser National Weather Service.

Den massive regn efterlod et spor af ødelæggeler, da vandmængden flere steder nærmede sig en meter.

Steve Andersen, der driver kloakvedligeholdelsen for byen Omaha, fortæller, at det kombinerede kloaksystem var overbelastet i byen.

»Vi var heldige, at regnen var kortvarig,« siger Steve Andersen til World-Herald.