Nancy Pelosi blev selv hurtigt evakueret fra talerstolen, men det nåede hendes medarbejdere på deres kontorer ikke.

»De barrikaderede døren, kravlede ind under bordet, slukkede lyset og forholdt sig helt stille i mørket i 2,5 timer,« fortæller hun.

Formanden for Repræsentanternes Hus har i et spritnyt interview med programmet '60 Minutes', der blev sendt på amerikansk tv søndag aften, udlagt sin personlige oplevelse af onsdagens angreb på USA's Kongresbygning.

Hendes stab kom ikke noget til, inden politiet endelig fik smidt de mange Trump-tilhængere ud. I en lydfil optaget af en af Nancy Pelosis ansatte kan man dog høre, hvordan der blev banket og slået på døren ind til det kontor, hvor de opholdt sig. Samtidig viser hun ødelæggelserne frem fra kontorerne, hvor ting blev smadret og stjålet.

Manden, der invaderede Nancy Pelosis kontor, hedder Richard Barnett.
Manden, der invaderede Nancy Pelosis kontor, hedder Richard Barnett. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

I alt fem personer mistede livet i løbet af de dramatiske timer i Washington DC. Mange af demonstranterne er i de seneste dage blevet anholdt – både manden, der satte sig bag Nancy Pelosis skrivebord, og manden, der i en sms under demonstrationen skrev, at han ville finde Nancy Pelosi og 'skyde en kugle gennem knolden på hende på direkte tv'. Den demokratiske toppolitiker vil have Donald Trump til at stå til ansvar for det.

»Præsidenten er skyldig i at tilskynde til oprør. Han skal betale en pris for det,« siger hun i interviewet med '60 Minutes', hvor hun ikke lægger bånd på sig selv i sin beskrivelse af den præsident, der skal forlade Det Hvide Hus om bare ni dage.

»Vi har desværre en forstyrret, ukontrollerbar og farlig præsident for USA. Vi er kun nogle få dage fra, at vi kan blive beskyttet mod ham, men han har gjort noget så alvorligt, at han skal retsforfølges.«

Nancy Pelosi og demokraterne meddelte derfor søndag, at man opfordrede vicepræsident Mike Pence til at benytte sig af den såkaldte 25. tilføjelse i forfatningen, der giver landets næstkommanderende mulighed for at afsætte en præsident med øjeblikkelig virkning.

Mike Pence og Nancy Pelosi.
Mike Pence og Nancy Pelosi. Foto: ERIN SCHAFF
Vis mere

»Vi giver vicepræsidenten 24 timer til at reagere,« siger Nancy Pelosi i forbindelse med den udmelding – hvis det ikke sker, vil demokraterne iværksætte processen med at etablere en rigsret mod Donald Trump.

Og der er fordele ved begge løsninger, mener formanden for Repræsentanternes Hus.

»Altså, jeg kan lide den 25. tilføjelse, fordi vi slipper af med ham. Så er han fjernet fra kontoret. Hvad hvis han benåder de folk, der var terrorister på Capitol Hill?« siger Nancy Pelosi til '60 Minutes':

»Men der er også stor opbakning i Kongressen til at stille ham for en rigsret for anden gang.«

Donald Trump vil i så fald blive den første præsident, der to gange kommer for en rigsret. Dømmes han skyldig her, vil han aldrig igen kunne stille op som præsident – hvilket 'er én af de ting, der motiverer folk til at få ham for en rigsret'. Som Nancy Pelosi bemærker.

En meningsmåling foretaget søndag fra mediet ABC News og analyseinstituttet Ipsos bakker op om, at Donald Trump skal fjernes fra Det Hvide Hus før tid. Det ønsker et flertal på 56 procent.

Det er aldrig nogensinde sket før, at så mange vil af med den siddende præsident. Så høje var procenterne ikke engang i forhold til Richard Nixon efter Watergate-skandalen i begyndelsen af 1970erne.

Der er dog stadig forskel på udfaldet afhængig af, hvem der er blevet spurgt:

  • 94 procent af de adspurgte demokrater vil af med Donald Trump øjeblikkeligt.
  • 13 procent af de adspurgte republikanere vil af med Donald Trump.
  • 58 procent af de politisk uafhængige vil af med Donald Trump.

Efter onsdagens uroligheder var blevet slået ned af politiet, vendte Kongressen tilbage til det arbejde, de var i gang med, da det hele brød løs: At godkende Joe Biden som USA's 46. præsident.

Den proces trak dog ud til klokken 4 torsdag morgen, fordi mange republikanere efterfølgende kom med indvendinger mod valgresultatet, som også var grobund for netop den demonstration, der eskalerede så voldsomt i timerne inden.

»Efter al den vold. De burde skamme sig: To tredjedele af republikanerne i Repræsentanternes Hus gør det muligt for præsidenten at opføre sig, som han har gjort. Jeg kan huske, da republikanere i Senatet opsøgte Richard Nixon og sagde: 'Det er slut'. Det er det, der bør ske nu,« siger Nancy Pelosi.