Paris Hilton følte, det var ligesom at blive voldtaget, og hun mistede en del af sin sjæl, da en privat sexvideo af hende og eksen blev lækket i 2004.

I Netflix-dokumentaren ‘The American Meme’ sætter den kendte rigmandsdatter ord på den enormt hårde og ydmygende tid efterfølgende.

»Det var som at blive voldtaget. Jeg mistede en del af min sjæl og blev talt om på de mest ondskabsfulde og modbydelige måder. Fra den ene dag til den anden ændrede mit liv sig. Alle lavede sjov med det. Jeg forlod ikke mit hus i flere måneder,« siger Paris Hilton ifølge News i dokumentaren.

Hun fortæller, at hun var så sindsygt flov og følte, at alle på gaden grinte af hende.

Der er mange, der tror, at det var Paris Hilton selv, der lækkede sexvideoen for at blive kendt.

Lækket faldt nemlig sammen med, at hun netop året forinden var begyndt at lave tv-serien ‘The Simple Life’ med kendisveninden Nicole Richie - hvilket hun fortsatte med.

Ekskæresten Rick Salomon, som hun havde lavet sexvideoen med, sagsøgte firmaet, der havde offentliggjort videoen samt Hilton-familien for at have ødelagt hans ry.

Det på trods, begyndte han selv at distribuere filmen gennem sit eget ‘voksenfilm-selskab’ under titlen ‘One Night in Paris’.

Han betalte senere hen Paris Hilton over 3,5 millioner danske kroner og en procentdel af overskuddet fra filmen.