Paris Hilton vidste hele tiden, hvad hun havde gang i. Det vidste verden bare ikke.

Det hele var et stort skuespil.

Det afslører den 38-årige hotelarving i en ny dokumentar, hvor sandheden om hendes karriere for første gang kommer frem, siger hun.

I et interview med PEOPLE fortæller Paris Hilton, at hun skabte en fiktiv karakter, da hun sammen med veninden Nicole Richie medvirkede i serien ‘The Simple Life’.

Og på den måde føler hun også, at hun har været med til at lægge grundstenene for den reality-tid, vi lever i i dag.

»Det gør mig glad at vide, at jeg skabte noget, der dybest set startede en helt ny generation af mennesker,« siger hun.

‘The Simple Life’ kørte fra 2003 til 2005, hvor de to blonde piger blev kendt for deres umiddelbare og til tider useriøse facon, når de skulle skifte deres glamourøse liv ud med et almindeligt, simpelt liv i USA.

I den nye dokumentar om Paris Hiltons liv ‘This Is Paris’, der bliver udgivet på Youtube til foråret, kommer det altså frem, hvordan hun byggede et brand på en løgn.

Hun opfandt et andet 'jeg', som hun brugte, når hun skulle filme til programmerne. Udelukkende af den årsag, at det var god underholdning, siger hun.

Og hun var bevidst om det hele vejen igennem, hvilket hun elsker, når folk opdager.

Ligesom hun elsker at mane folks fordomme til jorden, hver gang de møder hende i virkeligheden, siger hun i interviewet.

'This Is Paris' har premiere på Youtube til maj.