I næsten to måneder har et amerikansk par – og deres lille hund – været sneet inde i en afsidesliggende hytte.

»De ringede efter hjælp til at komme ud, fordi de var ved at løbe tør for mad,« lyder det nu fra politiet i Sierra County.

En redningshelikopter kunne tidligere på ugen derfor komme parret til undsætning i den nordøstlige del af staten Californien, hvor parret siden 6. december havde været isoleret.

Et kraftigt snefald i forbindelse med et uvejr i december og adskillige væltede træer gjorde det ifølge politiets oplysninger umuligt for dem at komme væk.

På trods af en kraftig vind lykkedes det for helikopteren at lande nær hytten i begyndelsen af februar, hvorfra parret og hunden blev taget med.

Politiet så ingen anden mulighed end at bruge en helikopter for at komme ud til hytten.

Siden blev parret hentet af nogle venner hos politiet.

De boede angivelig ikke permanent i huset, men det var meningen, at de skulle passe det hen over vinteren.