»Starten på 2022 har været på tabskontoen for regeringen.«

Det er den klare vurdering fra Søs Marie Serup, der er politisk kommentator for B.T.

En ny meningsmåling fra Voxmeter for Ritzau viser nemlig, at regeringspartiet står til kun 24 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Det er den laveste måling i Voxmeter-regi for Socialdemokratiet i seks år.

Statsminister Mette Frederiksen har kun grund til at vende mundvigende ned ad efter den nye meningsmåling.
Statsminister Mette Frederiksen har kun grund til at vende mundvigende ned ad efter den nye meningsmåling. Søren Bidstrup

Selv om der altid er en lille usikkerhed i meningsmålinger, så mener Søs Marie Serup, at statsminister Mette Frederiksen og regeringens andre ministre på ingen måder har grund til at smile.

I november sidste år fik Socialdemokratiet et elendigt kommunalvalg, hvor regeringspartiet gik markant tilbage i landets fire største byer.

Og i sidste uge kulminerede det hele, da Enhedslisten mistede tiliden til Benny Engelbrecht, som derfor måtte stoppe som transportminister.

»Man bør i Socialdemokratiet nok lige gøre sig visse overvejelser om, hvordan man får den her sæson lidt bedre i gang,« siger Søs Marie Serup og tilføjer:

Søs Marie Serup, politisk kommentator, B.T.
Søs Marie Serup, politisk kommentator, B.T. Bax Lindhardt

» Problemsagerne hart stået i kø, og det er jo aldrig godt at være tvunget til rokade, selv om man jo også får løst nogen problemer.«

Hun mener, at kunne se en sammenhæng mellem det ringeste kommunalvalg i årtier i de store byer samt Benny Engelbrechts ministerfyring.

»Efterårets kommunalvalg viste, at Socialdemokratiet har nogen store udfordringer i de største byer, hvor der er mange vælgere. Og det primært er de dagsordner, vi kalder de moderne dagsordner, altså de de grønne dagsordner, som er et problem,« siger Søs Marie Serup og nævner Benny Engelbrechts farvel som konsekvens af samme udfordring.

»Det er en ministerfyring, der er på en tynd dagsorden, men det viser, at den grønne dagsorden er et svært punkt for Socialdemokratiet,« siger hun,

Hvad skal Mette Frederiksen gøre for at vende det her?

»Jeg tror ikke, at regeringen på den korte bane kan rette ret meget op på det her. Det er sådan noget, der kræver et langt sejt træk for at få de tabte vælgere tilbage, inden der kommer et folketingsvalg,« siger hun.

Mener du, at de borgerlige partier har nogen chance for at drage nytte af det her?

»Blå blok er jo udfodrret af, at der er den kamp på den yderste fløj med en ny formand for Dansk Folkeparti i form af Morten Messerschmidt der skal profilere sig, Nye Borgerlige og Inger Støjberg, der også spøger i kulissen. Så det ser heller ikke nemt ud at samle et blåt fællesskab,« siger Søs Marie Serup og slutter med denne konstatering:

»På den måde kan Scoialdemokratiet godt holde til at have en lidt tung periode, uden det giver kæmpe problemer. Simpelthen, fordi blå blok har deres egne udfordringer at slås med.«