Mens Vesten trækker sig, øjner regionens vigtigste spillere et lukrativt samarbejde med Taliban. Pakistans premierminister kommer med en eksplosiv udmelding.
Talibans overraskende, succesfulde blitzkrig og erobring af næsten hele Afghanistan, inklusive Kabul, har på ganske få dage fuldstændig ændret regionens politiske situation.
Mens Vesten har travlt med at evakuere ambassader og fordømme udviklingen, så forholder flere af Afghanistans naboer sig noget mere positive.
»Afghanistan har endelig smidt slaveriets lænker,« siger Pakistans præsident, Imran Khan.

Khan, der før sin politiske karriere var en af verdens bedste cricketspillere og en sportsstjerne på linje med Cristiano Ronaldo, kendt for et flamboyant rigmandsliv, byder det velkommen, at afghanerne har smidt indflydelsen fra Vesten på porten.
»Man kommer til at overtage andres kultur og bliver dem psykologisk underlegen. Når det sker, er det værre end slaveri,« sagde Imran Khan søndag ved en pressekonference.
Pakistan spiller en helt særlig og kompleks rolle i spillet om Afghanistan. Vesten har i årtier leveret milliarder til styret i Islamabad, der til gengæld har spillet en vigtig rolle i forhold til at kommunikere med Taliban.
Pakistan har på samme tid modtaget betydelig udviklingsstøtte og åbenlyst tolereret afghansk Taliban-tilstedeværelse i Pakistan. Taliban som politisk bevægelse blev faktisk født i Pakistan, og Talibans ledere haft frit lejde til at rejse mellem de to lande.

Imran Khans markante udtalelse blev ikke godt modtaget i Vesten. Britiske kommentatorer mindede Imran Khan om, at han er uddannet på Oxford University, har boet i London, hvor han var kendt som en playboy i bylivet, og at netop han har nydt rigtig godt af den vestlige, kulturelle indflydelse, som han nu fordømmer. Amerikanske kommentatorer var ikke meget mere positivt stemt:
'Pakistans premierminister har lige hyldet Talibans sejr og sammenlignet den med at smide slaveriets lænker. Lad os lige huske på, at det kommer fra en stat, der siden 2019 har modtaget fem milliarder dollar i humanitær bistand og en milliard dollar i nødhjælp,' skriver professor Jonathan Turley fra George Washington University på Twitter.
Pakistan forhandler nu med Taliban og forventes at anerkende Talibans Afghanske Islamiske Emirat. Og de er ikke alene i at ønske et samarbejde med Taliban. Kina har i måneder forhandlet med Taliban ud fra en overbevisning om, at de før eller siden ville komme til magten i Kabul.
Både Rusland, Pakistan og Kina har holdt deres ambassader i Kabul åbne, og Rusland erklærede sig mandag åben for forhandlinger efter et møde med den nye Taliban-ledelse.

»Deres fremgangsmåde er forretningsvenlig og positiv. Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle kunne etablere et samarbejde,« sagde Ruslands ambassadør i Afghanistan, Dmitry Zhirnov, ved en pressekonference.
Kina ser muligheder for nye handelsruter og har i månedsvis forhandlet med Taliban om fremtidig udvinding af kobber fra bjergene tæt på Kabul.
»Hvordan man vælger at lede sit land, er ens egen sag, så længe det ikke går ud over Kina,« siger asienekspert Lin Minwang fra Shanghai University til Reuters.
Denne indstilling afspejler udmærket Kinas tilgang til lignende problemer andre steder i verden. Kina tænker først og fremmest strategisk. Afghanistan er besværligt, men også et sted, der kan biddrage til kinesisk vækst.
Alt i alt peger de væsentligste spillere i regionens reaktioner på Talibans magtovertagelse på en ny strategisk virkelighed omkring Afghanistan. At anerkende Taliban er ikke uden problemer for hverken Kina, Rusland eller Pakistan. Men omvendt byder Vestens kapitulation også på muligheder, som disse lande formodes at gribe.
Meget afhænger dog også af Talibans videre hensigter. Taliban har indtil nu været betragtet som en terrororganisation i Rusland. Kina står anklaget for folkedrab på deres muslimske mindretal, og Pakistan frygter, at Taliban kan være med til at destabilisere den allerede skrøbelige regering yderligere.
Men de store spillere i regionen har for længst indstillet sig på en fremtid med Taliban ved roret. Og hvor magtovertagelsen tilsyneladende kom som et chok for de vestlige statsledere, så virker hverken Kina, Rusland eller Pakistan til at være blevet taget på sengen.
For Taliban vil en anerkendelse af deres nye emirat være altafgørende for international legitimitet, og de vil derfor formodentligt gå langt for at sikre sig nye venner i nærområdet.
