Han har været en af Europas mest eftersøgte mænd i de 16 år, han har været på flugt.

Men nu er han langt om længe blevet anholdt, så han kan afhøres og måske dømmes for sin rolle i et særdeles grusomt drab begået i 2003.

Det er det engelske regeringskontor National Crime Agency, der oplyser, at 41-årige Christopher Guest More Jr. torsdag aften er blevet anholdt i Malta.

Han har været i myndighedernes søgelys, siden han angiveligt var med til at myrde og torturere en mand, Brian Waters, i hans hjem i England foran hans to børn.

Tre andre mænd, John Wilson, 69, James Raven, 60, og Otis Matthews, 41, sidder fængslet på livstid for den forbrydelse, som Christopher Guest More Jr. er mistænkt for at have deltaget i.

Politiet mener, at den nu anholdte var med, da mændene tog til Brian Waters' gård i forbindelse med en narkogæld. Mændene stormede gården for at kræve deres penge.

Brian Waters blev bundet til en stol. Her blev han pisket, brændt, hængt med hovedet nedad, angrebet med en hæftepistol samt seksuelt forulempet med en jernstang, skriver BBC.

Han døde efter tre timers tortur efter at have fået 123 skader på kroppen. Den dræbtes søn Gavin blev også angrebet af gerningsmændene, mens datteren Natalie blev truet med en pistol.

Christopher Guest More Jr. blev anholdt i det nordlige Malta som led i et samarbejde mellem britiske og maltesiske myndigheder.

Graham Roberts fra National Crime Agency glæder sig over anholdelsen:

»Vi har ventet i lang, lang tid på det her øjeblik. Men vi havde aldrig tænkt os at give op,« siger han.

Christopher Guest More Jr. er blevet fremstillet i retten i den maltesiske hovedstad, Valletta. Britterne ønsker at få ham udleveret til retsforfølgelse i hjemlandet.