»Vi venter og tager imod ordrer fra vores præsident.«

Sådan råber en af de demonstranter, der angreb Kongressen i USA 6. januar.

Det kom i dag frem, da der blev afspillet videooptagelser fra stormløbet mod Kongressen under den igangværende rigsretssag mod Donald Trump, skriver det norske nyhedsmedie VG.

Den tidligere amerikanske præsident er under anklage for at have opildnet til de voldsomme optøjer, og nu viser videooptagelser altså, at nogle demonstranter mente, de handlede direkte på ordrer fra Donald Trump.

Trump-støtter under stormløbet mod Kongressen. Herunder Jacob Chansley, der i dag siger, han angrer angrebet. EPA/JIM LO SCALZO
Trump-støtter under stormløbet mod Kongressen. Herunder Jacob Chansley, der i dag siger, han angrer angrebet. EPA/JIM LO SCALZO Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

I en anden video, der blev afspillet under retssagen, siger en demonstrant:

»Det her er vores dag. Vi vandt dagen. Donald Trump har bedt os alle om at gå hjem. I kan selv tjekke det på Twitter, hvor han netop har lagt en video ud. Den er et minut lang, og han beder alle om at gå hjem.«

Kongresmedlem Diana DeGette viste også videooptagelser af afhøringer af demonstranter, hvor de forklarer, at de deltog i angrebet mod Kongressen, fordi daværende præsident Trump ønskede det.

En af de tiltalte ved navn Robert Sandford siger under en afhøring af FBI, at han var med i en gruppe, der tog til Det Hvide Hus for at lytte til Donald Trump, hvorefter de fulgte Trumps instruktioner om at fortsætte mod Kongressen.

Jacob Chansley, der er blevet verdenskendt som 'QAnon-shamanen', takket være en karakteristisk hjelm med horn, har ifølge sin advokat udtalt, at han angrer optøjerne.

Også han mener, at han blev opmuntret af Donald Trump til at deltage i optøjerne.