Hun havde under 60 minutter til at komme i sikkerhed. Israelerne havde gjort det klart, at bygningen på 11 etager ville blive tilintetgjort om en time.
Youmna al-Sayed, en palæstinensisk freelancejournalist, befandt sig lørdag i den kontor- og beboelsesejendom i Gaza By, som israelsk militær sønderbombede.
Bygningens ejer, Jawwad Mahdi, blev lørdag ringet op af det israelske militær. Beskeden var klar og definitiv: Røm bygningen nu, om en time bliver den bombet.
Bygningen husede blandt andre journalister fra The Associated Press (AP) og fra mediet Al Jazeera.
Youmna al-Sayed måtte tænke køligt.
Der var kun en elevator i bygningen, der indeholdt omkring 60 lejligheder og et større antal kontorer, fortæller hun til Al Jazeera.
»Vi overlod elevatoren til de gamle og børnene, så de kunne evakuere,« siger hun til mediet og fortsætter:
»Vi løb alle ned ad trappen, og alle, der kunne, hjalp børnene ud. Jeg hjalp selv to børn og fik dem med ned af trappen. Alle løb. Hurtigt.«
Journalister fra Al Jazeera og The Associated Press forsøgte i al hast af få deres dyre tv-udstyr med ud af bygningen. Men de havde brug for mere tid.
De forsøgte at vinde tid ved at kontakte israelske efterretningsfolk. Forgæves.
Også huset ejer, Jawwad Mahdi, forsøgte ifølge Al Jazeera at vinde tid.
»Alt, jeg beder om, er lade fire personer gå ind efter deres kameraer,« tryglede han ifølge Al Jazeera en israelsk officer.
»Vi respekterer jeres ønsker, og vi vil ikke gøre det, hvis I ikke tillader det. Men giv os ti minutter mere.«
»Der er ikke ti minutter,« svarede officeren ifølge Al Jazeera.
»Det er ikke tilladt for nogen at gå ind i bygningen. Vi har allerede givet jer en time til at evakuere.«
Kort efter regnede missilerne ned over den 11 etager høje bygning, som styrtede til jorden i en støvsky.
APs bureauchef i Jerusalem, Joe Federman, skrev lørdag til B.T., at ingen fra bureauet havde mulighed for at give interview om situationen.
I stedet henviste han til en udtalelse fra APs direktør:
»Vi er chokerede og forfærdede over, at det israelske militær kunne finde på at bombe og ødelægge den bygning, som huser APs bureau og andre nyhedsorganisationer i Gaza,« skrev præsidenten for AP, Gary Pruitt, lørdag.
Israelsk militær begrundede lørdag bombningen med, at Hamas bruger høje bygninger til militære formål:
'Hamas har gjort beboelsesområder i Gazastriben til militære højborge. De bruger høje bygninger i Gaza til diverse militære formål såsom efterretningsindsamling, planlægning af angreb, kommando og kontrol samt kommunikation. Når Hamas bruger høje bygninger til militære formål, så bliver de legitime militære mål,' skrev israelsk militær på Twitter.
Præsidenten for AP, Gary Pruitt, har imidlertid aldrig haft indtryk af, at Hamas huserede i den nu udbombede bygning.
»Vores bureau har været i den bygning i 15 år. Vi har med sikkerhed aldrig haft indtryk af, at Hamas var her,« siger han til Al Jazeera.
Freelancejournalist Youmna Al-Sayed søgte efter evakueringen tilflugt på det nærliggende al-Shifa Hospital, som hun regnede for et sikkert sted at arbejde videre fra.
Hun er chokeret over bombningen.
»Hvad skal der nu ske med alle de familier, der har mistet deres hjem, som har mistet alt, de har sparet op for at få en lejlighed? I Gaza er det ikke let at blive i stand til at skaffe sig en lejlighed, og nu har de på få minutter mistet alt,« siger hun til Al Jazeera.
»Ord kan ikke beskrive omfanget af ødelæggelse, kan ikke beskrive den tragedie, som folk gennemlever.«
Søndag fortsatte den højspændte konflikt mellem Israel og de palæstinensiske områder.
Israelske luftangreb har alene søndag dræbt mindst 42 mennesker i Gazastriben, og det bringer ifølge Al Jazeera dødstallet i Gazastriben op på 192, heriblandt 58 børn. Dertil kommer 13 dræbte på Vestbredden.
På israelsk side meldes ti dræbt, heriblandt to børn.