En nyt vulkanudbrud på øen La Palma har fredag ført til, at flere fly til og fra øen nu er aflyst.

Det oplyser myndighederne på øen, der er en af De Kanariske Øer.

Vulkanen Cumbre Vieja er atter i udbrud, og det har fået brandfolk til at trække sig tilbage fra området.

»Vulkanen er i en ny eksplosiv fase. Brandfolkene kan ikke fortsætte indsatsen mere i dag,« meddeler brandvæsnet fra naboøen Tenerife, der er sat ind for at hjælpe til.

Foto: JAVIER MARTIN/TWITTER @javierbre
Vis mere

Yderligere er de tre byer Tajuya, Tacande de Abajo og Tacande de Arriba blevet evakueret fredag, skriver Reuters.

Ifølge et øjenvidne til The Guardian kunne røgskyen ses op til fire kilometer væk fra vulkanen. Samme øjenvidne fortæller, at det er den største røgsky, han har set siden søndag, da vulkanen sidst var i udbrud.

Indtil videre skulle omkring 6.000 personer være blevet evakueret på øen La Palma – heriblandt hele byer som El Paso og Los Llanos de Aridane – mens ingen endnu er kommet til skade som følge af udbruddet i nationalparken Cumbre Vieja, der ligger på den sydlige del af La Palma.

Over 200 boliger er blevet ødelagt af vulkanens rasen.

La Palma er ikke det mest populære turistmål på De Kanariske Øer. De danske rejseselskaber Bravo Tours og Tui har meddelt, at man ingen gæster har på øen i øjeblikket. Heller ikke lufttrafikken til og fra øen skulle være påvirket af vulkanudbruddet.

Videnskabsfolk ved endnu ikke, hvor længe vulkanudbruddet fortsætter.