En ny bog, der netop er udkommet, kommer nu med nye beviser for, at Anne Frank og hendes familie blev forrådt af en jødisk kvinde, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig. Det skriver msn.com

Anne Frank er en af de mest velkendte og mest diskuterede jødiske ofre for Holocaust. Grundet den gode kvalitet af hendes forfatterskab er hendes dagbog blevet en af de mest læste bøger i verden og ligger til grund for adskillige forestillinger og film.

Men det har altså hidtil været lidt af et mysterium præcist, hvem der afslørede familien Franks skjulested over for det tyske sikkerhedspoliti i Amsterdam i august 1944. Men i en ny bog af Gerard Kremer, søn af et medlem af den hollanske modstandsbevægelse, fremgår det, at det var den jødiske kvinde Ans Van Dijk, der stod bag at forråde den lille familie.

Ans van Dijk blev henrettet i 1948, efter hun indrømmede at have samarbejdet med nazisterne omkring tilfangetagelsen af 145 mennesker, herunder hendes egen bror.

Ifølge bogen overhørte Kremers far, der døde i 1978, samtaler mellem Van Dijk og nazisterne i den bygning, hvor familien Frank gemte sig. Kremer senior stod for vedligeholdelsen af den bygning, hvor nazisterne holdt til.

En talsmand fra Anne Frank museet siger, at de har været i kontakt med forfatteren til den nye bog, men de ser det ikke som et endeligt bevis for, hvad der virkelig skete med familien.

»I 2016 gennemførte vi et studie, hvor vi så nærmere på arrestationen af Frank-familien og de andre fire, der gemte sig i annekset. Ans van Dijk var en del af dette studie som en mulig forræder. Men vi har ikke været i stand til at finde beviser for denne teori,« sagde talsmanden.

Til det har en talsmand for forlaget sagt:

»Vi påstår ikke, at dette 100 pct. er svaret på, hvad der skete. Men vi er sikre på, at det er en del af puslespillet til at forstå den komplette historie,« siger Simone van Hoof.

Teorien om hendes forræder blev dog allerede fremlagt i bogen 'De skal bare se smukke ud' fra 2017 af den danske forfatter Peter Kjeldsen. Den er derfor ikke helt ny, selvom den nu nævnes i den nye bog.

Anne Frank døde i koncentrationslejr I 1945 af tyfus. Hendes dagbog løber fra 1942-1944.