En ven af den forsvundne journalist Chen Qiushi melder, at Quishi nu er blevet fundet, efter han angiveligt blev 'sat i karantæne med magt'.

Det skriver BBC.

Chen Qiushi hastede til Wuhan i slutningen af januar, da han hørte, at de kinesiske myndigheder nedtonede det alvorlige virusudbrud.

»Jeg vil bruge mit kamera til at dokumentere, hvad der virkelig sker. Jeg lover, at jeg ikke vil dække over sandheden,« sagde han i sin første YouTube-video.

Han brugte sin egen mobiltelefon til at afdække den barske virkelighed i Wuhan, hvor han uploadede videoer på sociale medier af panik og død på hospitaler og klinikker, der blev delt verden over.

De gruopvækkende videoer fik en brat ende 7. februar, hvor det ikke var Chen Qiushi, der figurerede i ny video. Hans mor dukkede i stedet op og fortalte om et skrækscenarie, der var blevet til virkelighed. Hendes søn var forsvundet.

Siden da har der ikke været et livstegn fra Chen Quishi. Men nu er der pludselig nyt om ham.

En ven har uploadet en video på YouTube, hvor han fortæller, at Chen Quishi har det godt og er et ‘sikkert sted’:

Plakater med de forsvunde borgerjournalister. Foto: ATP
Plakater med de forsvunde borgerjournalister. Foto: ATP
Vis mere

»Qiushi er stadig under tilsyn af et bestemt agentur og er endnu ikke kommet hjem,« sagde hans ven Xu Xiaodong i videoen.

Kina er kendt for en stram censur og for at slå ned på aktivister, der vil ud med et budskab ud fra landets grænser.

På det tidspunkt Chen Quishi forsvandt, var Kina ivrige efter at vise, at de havde virusudbruddet under kontrol, og pludselig forsvandt en række borgerjournalister, der alle rapporterede om udbruddet.

En anonym menneskeretsadvokat mener, at sandheden er en anden om Chen Quishi. Han har fortalt til mediet, at Chen Quishi er sammen med sine forældre i deres hjem i byen Qingdao under ‘strengt tilsyn af myndighederne'.

I Wuhan formåede man – ifølge kinesiske myndigheder – at stoppe smittespredningen før eksempelvis USA og Italien, men borgerne reagerede på den voldsomme censur.

Plakater med ‘Free Chen Quishi’ var klistret op i bybilledet, og demonstrationer omhandlende de forsvundne journalister opstod.