I 22 år fastholdt Ledell Lee, at han var uskyldig dømt for mord.

»Mine sidste ord vil altid være, som det har været indtil nu: 'Jeg er en uskyldig mand',« sagde han til BBC i et interview, der blev offentliggjort 19. april 2017.

Det var dagen før, embedsmænd tildelte ham den dødelige injektion i 2017.

Fire år senere siger advokater tilknyttet Innocence Project og American Civil Liberties Union, der kæmper for uskyldigt dømte, at dna-test har afsløret, at genetisk materiale på mordvåbnet – som ikke tidligere var blev testet – faktisk tilhører en anden mand end Ledell Lee.

New York Times kalder udviklingen i sagen for »usædvanlig, da Ledell Lee allerede er dømt og henrettet«.

Den nye genetiske profil er blevet uploadet til en national kriminel database i et forsøg på at identificere, hvilken ukendt mand, der matcher det nyfundne dna.

Ledell Lee havde ifølge dommen kvalt og tæsket 26-årige Debra Reese i byen Jacksonville, der ligger i den amerikanske delstat Florida.

Ifølge Innocence Project blev der aldrig fremlagt nogle fysiske beviser på, at han var skyldig i sagen.