Flere ofre for et giftangreb i Storbritannien er i bedring. Senest er en kvinde ude af kritisk tilstand.
Tre personer har været indlagt efter et giftangreb i Salisbruy i England. Den ene er udskrevet igen, og torsdag kan hospitalet oplyse, at en anden er i bedre og ude af kritisk tilstand.
Her kan du læse mere om giftangrebet:
* 4. marts blev den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter, Julia, fundet sammensunkne på en bænk i den sydengelske by Salisbury.
* Britiske efterforskere mener, at Skripal og datteren er blevet forgiftet med nervegiften Novichok, der i sin tid er udviklet af Sovjetunionen.
* Sergej Skripal er indlagt og i kritisk men stabil tilstand. Hans datter, Julia, er torsdag i bedring og er ude af kritisk tilstand.
* Yderligere 19 personer er blevet behandlet, efter at de muligvis har været udsat for nervegiften.
* Den værst medtagne har været politibetjent Nick Bailey, der var en af de første til at tilse de to. Han blev indlagt og senere udskrevet efter endt behandling.
* Den britiske regering giver Rusland skylden for angrebet. Udenrigsminister Boris Johnson har direkte sagt, at det formentlig var præsident Vladimir Putin selv, der tog beslutningen om at bruge nervegift mod Skripal.
* Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har kaldt de britiske beskyldninger chokerende og utilgivelige.
* Sagen vækker minder om drabet på tidligere KGB-agent Aleksander Litvinenko. Han døde i London i november 2006, tre uger efter at han ifølge britiske efterforskere var blevet forgiftet med den radioaktive isotop polonium 210.
* Efter forgiftningen af Skripal er en anden eksilrusser, forretningsmanden Nikolaj Glusjkov, fundet død i sit hjem i London under omstændigheder, der får politiet til at efterforske sagen som drab.
* Britisk politi og efterretningstjenesten MI5 har besluttet at efterforske 14 andre dødsfald. Dødsfaldene har hidtil ikke været betragtet som mistænkelige, men der har været rygter og medierapporter om forbindelser til Rusland.
* Storbritannien har efter forgiftningen af Skripal reageret over for Rusland ved at:
- Udvise 23 russiske diplomater.
- Skærpe grænsekontrollen.
- Overvåge russere, der kommer til Storbritannien.
- Indefryse alle russiske aktiver, der kan anses som en trussel.
- Aflyse alle politiske topmøder med Rusland.
- Aflyse deltagelse af britiske ministre og kongelige ved fodbold-VM i Rusland til sommer.
* Rusland svarede igen ved at:
- Udvise 23 britiske diplomater.
- Lukke det britiske generalkonsulat i Sankt Petersborg.
- Beordre British Council, briternes internationale kultur- og uddannelsesorganisation, i Moskva lukket.
Kilde: Reuters og BBC.
/ritzau/