I videoen foroven kan du se billeder fra landsbyen Winterslow, hvor den russiske eksspion og hans datter blev fundet bevidstløse på en bænk.
Den russiske eksspion, Sergej Skripal, og hans 33-årige datter, der tidligere på måneden blev fundet bevidstløse på en bænk i Storbritannien, formodes at være blevet forgiftet med den farlige nervegift Novichok.
Det oplyste den britiske premierminister, Theresa May, mandag aften i det britiske parlaments underhus.
Novichok er oprindeligt udviklet af det russiske militær, og der skal ikke mange milligram til, før nervegiften bliver dødelig, fortæller Jan Steen Jensen, specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsen.
»Der findes flere typer Novichok. Men fælles for dem er, at der kun skal få milligram til, før en person bliver syg af stoffet, og en lille smule mere til, før man kan dø af det,« siger han.

Nervegiften kan indtages via føde eller optages ved berøring. Stoffet nedbrydes dog af vand.
»Mennesker, der er i kontakt med nervegiften, vil opleve vejrtrækningsproblemer, kramper, opkast, kvalme og at nervesystemet bliver delvist lammet,« siger Jan Steen Jensen.
Kemikaliet er enormt svært at fremstille, fordi det kræver specialkemikalier og specialudstyr, vurderer han.
»Men når først det er produceret, kan det transporteres rundt uden problemer. Alt det kræver, er en beholder, der er tæt nok,« siger Jan Steen Jensen.

Theresa May understregede mandag aften, at det er »meget sandsynligt«, at Rusland er indblandet i angrebet på Skripal og hans datter.
Det benægter Rusland dog.
Det russiske udenrigsministerium kalder beskyldningen fra briterne en »cirkusforestilling« og en »provokation«.


/ritzau/