Torsdag blev Wikileaks-stifteren Julian Assange anholdt i den ecuadorianske ambassade i London, hvor han har siddet i asyl i syv år.

Efterfølgende er det sydamerikanske land gået ud og kritiseret Assange for at være en dårlig gæst.

Billederne fra den ecuadorianske ambassade var dramatiske og gik verden rundt, da Wikileaks-stifteren Julian Assange blev slæbt ud i en ventende bil af adskillige Scotland Yard-betjente torsdag.

Julian Assange har været på ambassaden i London siden 2012, hvor det sydamerikanske land gav ham asyl.

Men nu havde Ecuador fået nok.

En anden regering end den, der gav Assange asyl, er kommet til, og tålmodigheden med Assange er sluppet op.

Ecuadors præsident Lenin Moreno beskyldte ifølge The Sun Julian Assange for 'uvenlig og aggressiv adfærd' under sit ophold på ambassaden.

Og Ecuadors indenrigsminister, Maria Paula Romo, gik efterfølgende i pressen og uddybede præsidentens beskyldninger.

»Under hans ophold på den ecuadorianske ambassade, under den tidligere præsident Rafael Correa, tolererede de ting som at mr. Assange smurte afføring på ambassadens vægge og andre slags adfærd af den type, der er meget langt fra det minimum af respekt, som en gæst burde have over for et land, som har generøst har budt ham velkommen,« sagde Maria Paula Romo.

Indenrigsministeren gjorde ifølge flere britiske medier det ikke klart, om det var Julian Assanges egen afføring, han smurte på væggene. Repræsentanter for Assange har hverken be- eller afkræftet beskyldningerne.

Julian Assange blev efter sin anholdelse ført bort af Scotland Yard, som var blevet inviteret ind i den ecuadorianske ambassade.

Efterfølgende blev han fremstillet for en dommer.

Julian Assange har en sag for voldtægt af to kvinder hængende over hovedet i Sverige.

Den sag bliver efter anholdelsen genoptaget, det oplyste den svenske anklagemyndighed torsdag aften.

Julian Assange nægter sig skyldig i sagen.

Det samme gør han i den sag, USA har mod ham. Her ønsker man ham udleveret og retsforfulgt for store læk af fortrolige oplysninger.