WikiLeaks-stifter Julian Assange står til maksimalt fem års fængsel i USA. Anklagen handler om forsøg på at hacke sig ind i en regeringscomputer.

Det oplyser USA's justitsministerium.

Julian Assange er blandt andet anklaget for at have arbejdet sammen med den tidligere amerikanske soldat Chelsea Manning.

Assange blev anholdt torsdag formiddag på Ecuadors ambassade i London. Britisk politi har oplyst, at anholdelsen skete på anmodning fra USA.

Assange er torsdag eftermiddag blevet stillet for en dommer i London. Her er han kendt skyldig i at bryde betingelserne for løsladelse mod kaution i Storbritannien.

Dommeren har også meddelt, at sagen om udlevering til USA skal for retten 12. juni.

Chelsea Manning hackede sig ind på USA’s forsvarsministeriums servere. Her skaffede hun oplysninger om USA’s krigsførelse i Afghanistan og Irak.

Manning sendte oplysningerne videre til WikiLeaks.

Flere af lækkene skete på Assanges opfordring. Det oplyser USA's justitsministerium.

Manning blev i 2013 dømt for spionage. Hun blev i 2017 benådet af Barack Obama. Det blev en af Obamas sidste gerninger som præsident.

Assange er australsk statsborger. Han har opholdt sig på ambassaden siden 2012 af frygt for at blive udleveret til USA.

Det var Ecuadors ambassadør, der lukkede britisk politi ind. Det skete, efter at Ecuadors regering havde ophævet australierens politiske asyl.

Ecuador har af Storbritannien fået en garanti for, at Assange ikke bliver udleveret til et land med dødsstraf. Det siger Ecuadors præsident, Lenín Moreno.

Moreno begrunder i en video, hvorfor Ecuador overlader Assange til Storbritannien. Ifølge præsidenten har australieren gentagne gange brudt vilkårene for sit politiske asyl.

Ifølge præsidenten har Assange blandet sig i Ecuadors udenrigspolitiske anliggender.

/ritzau/Reuters