'I aften er der middag med Musk, Thiel og Zuckerberg.'

Datoen siger 2. august 2015, og i en mailkorrespondance fra den nyeste bunke af Epstein-filer fortæller Jeffrey Epstein om sine planer for aftenen.

Jeffrey Epstein synes at have været til middag med Elon Musk og Mark Zuckerberg længe efter sin første dom for rufferi i 2008.
Jeffrey Epstein synes at have været til middag med Elon Musk og Mark Zuckerberg længe efter sin første dom for rufferi i 2008. Foto: USAs justitsministerium/Reuters/Ritzau Scanpix

Planer, der udspiller sig syv år efter, den dømte sexforbryder modtog sin første dom for rufferi, og som tilsyneladende inkluderede en middag med tre multimilliardærer:

Medstifter af PayPal og den første udefrakommende investor i Facebook, Peter Thiel, Meta-ejer, Mark Zuckerberg og Tesla-ejer Elon Musk.

Af korrespondancen fremgår det, at rigmændene havde reserveret hele den tidligere franske Michelin-restaurant Baumé nær San Francisco i Californien.

Og dagen derpå tyder et billede, som Epstein har sendt til sig selv, på, at minimum to af de inviterede rigmænd deltog i den eksklusive middag.

Foto: USAs justitsministerium

På billedet, som du kan se ovenfor, sidder både Zuckerberg og Musk i hvert fald rundt om bordet på, hvad der ligner, en restaurant med vin i glasset og deltager aktivt i samtalerne med de øvrige gæster.

17 dage efter udvekslingen af mails synes Epstein så at bekræfte, at mødet fandt sted, og at de tre milliardærer deltog:

'Jeg spiste middag med Zuckerberg, Musk, Thiel, Hoffman (Reid Hofmann, medstifter af LinkedIn, red.) – vildt,' skriver Epstein den 20. august 2015 i en mail til den amerikanske forretningsmand Tom Pritzker.

Hvad der er blevet diskuteret på mødet med de mange markante skikkelser fra det amerikanske erhvervsliv, fremgår ingen steder.

Her ses Epsteins mail til Tom Pritzker.
Her ses Epsteins mail til Tom Pritzker. Foto: USAs justitsministerium

Epstein-filerne dækker over billeder, dokumenter og andet materiale fra sagerne mod den afdøde finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein og hans netværk.

Dokumenterne giver blandt andet indblik i Epsteins misbrug af mindreårige og de forbindelser, han havde til magtfulde personer.

Samtidig fremgår adskillige navne uden sammenhæng eller kontekst, og det betyder ikke, at de pågældende personer har haft kendskab til eller været involveret i forbrydelserne.

Hverken Zuckerberg, Thiel eller Hoffman har forholdt sig til, hvilket forhold de havde til Epstein – eller hvornår. Elon Musk har til gengæld gjort meget ud af at bagatellisere sin relation til den dømte sexforbryder:

'Jeg havde meget lidt korrespondance med Epstein og afslog hans gentagne invitationer til at besøge hans ø eller flyve med hans 'Lolita Express' (Epsteins privatfly, hvor der angiveligt blev holdt sexfester, red.),' skrev Elon Musk, efter det kom frem, at han flere gange nævnes i filerne.