Elon Musk reagerer nu på, at han er dukket op i de seneste dokumenter om den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein, der blev frigivet fredag.
»Ingen har presset mere på end mig for at få Epstein-dokumenterne frigivet, og jeg er glad for, at det endelig er sket,« slår rigmanden dog fast i et opslag på sit eget sociale medie, X.
I den nye, enorme portion af materiale, som det amerikanske justitsministerium har lagt frem, optræder en mailkorrespondance mellem Elon Musk og Jeffrey Epstein.
Her skulle førstnævnte skriver om den berygtede 'Epstein-ø', der er blevet kædet sammen med formodet misbrug af meget unge piger.
»Er der et godt tidspunkt at besøge?« skrev Elon Musk angiveligt i en mail i 2013, ifølge de nye dokumenter.
Umiddelbart stemmer udvekslingen ikke helt overens med de tidligere udtalelser fra verdens rigeste mand om, at han mange gange skulle have afvist Jeffrey Epsteins invitationer til øen, der rigtigt hedder Little Saint James.
Den forklaring bliver gentaget i lørdagens udmelding.
»Jeg havde meget lidt korrespondance med Epstein og afslog hans gentagne invitationer til at besøge hans ø eller flyve med hans 'Lolita Express' (Epsteins privatfly, hvor der angiveligt blev holdt sexfester, red.),« skriver Elon Musk på X:
»Men jeg er godt klar over, at dele af e-mailkorrespondancen med ham kan mistolkes og blive brugt af kritikere til at sværte mit navn til.«
»Det er jeg ligeglad med, men jeg går op i, at vi i det mindste forsøger at retsforfølge dem, som begik alvorlige forbrydelser med Epstein – især i forhold til den afskyelige udnyttelse af mindreårige piger.«

