Da MH370 pludselig forsvandt fra radaren 8. marts 2014, tog et af luftfartshistoriens største mysterier sin begyndelse.

Hvordan kunne den tonstunge Boeing 777 forsvinde ud i det blå, og hvor længe skulle de efterladte til de 239 personer om bord leve deres liv videre i uvished?

En mand ved navn Richard Godfrey mener nu at ligge inde med svarene på de mange spørgsmål.

Richard Godfrey er britisk luftfartsingeniør og har siden ulykken forsket i MH370s uforklarlige forsvinden. Ved brug af revolutionerende sporingsteknologi mener han nu at have fundet frem til, præcis hvor Malysian Airlines-flyet styrtede ned.

Rent faktisk er Richard Godfrey så sikker i sin sag, at han i sine konklusioner har anført de præcise koordinater i Det Indiske Ocean.

Ifølge briten styrtede MH370 ned ved 33.177°S 95.300°E – sagt på en anden måde: 1.933 kilometer vest for den australske by Perth.

Skal flyet findes, ligger det ifølge Richard Godfrey på 4.000 meters dybde i et svært fremkommeligt klippe- og vulkanfyldt område.

»Dataene understøtter en overbevisende sag for en fornyet eftersøgning ved det primære nedstyrtningssted,« skriver Godfrey i sin rapport.

Rapporten konkluderer, at der bør søges inden for en strækning på 75 kilometer ud fra det punkt, hvor nedstyrtningen har fundet sted.

Der har tidligere været foretaget to eftersøgninger af MH370, men ingen af dem kom en opklaring af mysteriet nærmere. Dog viser det sig, at den ene af de to – ledet af havrobotfirmaet Ocean Infinity – søgte inden for 28 kilometer af det sted, rapporten fremhæver som nedstyrtningsstedet.

Efter MH370 forsvandt i marts 2014, er der fundet flere end 30 vragdele, der stammer fra flyet. Delene er fundet i henholdsvis Mauritius, Madagaskar, Tanzania og Sydafrika.

Metoden, som Richard Godfrey har brugt i sine udregninger, er aldrig tidligere taget i brug. Sammen med sit forskerhold har Richard Godfrey kombineret data fra flere tjenester, heriblandt satellitdata, Boings egne data, softwaren Global Detection and Tracking of Any Aircraft Anywhere og data fra Weak Signal Propagation Reporter.

Siden MH370 forsvandt, har der været talrige rygter og konspirationsteorier om, hvad der skete. Blandt de mere kulørte hører, at flyet blev skudt ned eller sågar blev kapret af rumvæsener.

Richard Godfrey er selv af den overbevisning, at det store fly på vej mod den kinesiske hovedstad blev kapret. Dog ikke af grønne marsmænd, men af en af piloterne.

»Det var en kapring og en terrorhandling,« siger den britiske luftfartsingeniør til det australske medie Sunrise og navngiver den ene pilot, Zaharie Ahmad Shah, som værende ham, der stod for kapringen:

»(Han) valgte at styre flyet væk og få det til at forsvinde i et af de mest fjerne områder i verden,« siger han med henvisning til, at det tidligere er kommet frem, at der lå en »bevidst handling« bag den ændrede kurs for det forsvundne fly.

Teorien om en terrorhandling er blevet afvist af australske eksperter.